
Christian Heebøll-Nielsen er farmaceut og har erfaring fra både undervisning og forskning på universitetet og fra en karriere indenfor markedsføring i både healthcare industrien og på reklamebureauer.
For tiden er han selvstændig konsultent og rådgiver firmaer med markedsføring indenfor life-science.
Han er 48 år gammel og gift med Annette, der er intensivsygeplejerske.
Som du måske har bemærket, kan du nu lytte til Sundhedspolitisk Tidsskrifts coronapodcast. Og hvorfor så det?
Men vores vurdering er, at der stadig er meget viden at formidle. Viden, som i det store og hele ikke formidles i pressen til dagligt. Måske fordi det vurderes at være for svært tilgængeligt, eller måske fordi det også er svært for en almindelig journalist at forstå.
Tanken er derfor at lave en podcast med anderledes vinkler på epidemien, hvor vi dels kan formidle personlige historier, dels kan formidle ny og anderledes viden. Læsere er Sundhedspolitisk Tidsskrift er jo ikke som alle andre. De vil gerne have lidt mere.
Vi begyndte derfor med Jonas Højby fra Cepos. Det gjorde vi, fordi Cepos sammen med andre liberale er nogle af de få, der har forholdt sig kritisk til regeringens handlinger undervejs. Særligt nedlukningen af vores samfund. Og man kan være enig eller uenig i deres kritik, men vi bliver alle klogere af at høre flere synspunkter i stedet for kun de officielle.
Hovedkritikken fra Cepos er, at vi med nedlukninger betaler en for høj pris i forhold til vores frihedsrettigheder. At nogle på den fløj også mener, at nedlukning ikke virker, er også en realitet. Og sandt er det, at vi ofte må handle, før vi ved, om det, vi gør, vil have en effekt. Hurtighed trumfer viden, som det hedder. Derfor tog vi også endnu et kig på Sverige, som jo har taget en helt anden vej end alle andre. Uagtet, at landet har en socialdemokratisk regering som Danmark og dermed ikke kan påstås at være liberale bannerførere.
I andet afsnit talte vi med den praktiserende læge Thomas Birk Kristiansen fra Ishøj. De praktiserende læger blev ret hurtigt kørt ud på et sidespor., for patienter skulle ikke bruge dem for at blive testede. Men som det efterhånden turde være bekendt, er test ikke noget quick fix. Der er også problemer med test, der både kan være falsk negative og falsk positive. Det gælder også de meget omtalte antistoftest, som mange forståeligt efterlyser. Det er jo en svær situation at være i, at man mener at have været smittet, men aldrig har fået det bekræftet. Og det er en situation, som mere end 90 procent af de smittede står i. Så hvad skal den praktiserende læge stille op? Og hvordan skal de forholde sig til problematikken om senfølger?
Thomas Birk Kristiansener på det hold, der gerne ser de praktiserende læger tage større ansvar. Vi har også hørt fra læger, der er bange for at blive involveret. Debatten er interessant og uhyre relevant.
I tredje episode, som du nu også kan lytte til, har vi talt med professor Christine Stabell Benn. Hun står for noget af den mest spændende forskning, der er at opdrive om vacciner. Særligt interesserer hun sig for, hvordan levende vacciner tilsyneladende kan yde en uspecifik beskyttelse mod andre infektioner.
Det er forskning, der langt hen ad vejen er foregået i Afrika. Her har hun vist, at hvis man giver børn en BCG-vaccination (mod tuberkulose) på det rette tidspunkt, kan man nedbringe børnedødeligheden markant. Og håbet er, at disse uspecifikke gevinster også kan blive et våben mod sygdomme som covid-19. Det er vi nu i gang med at forske i herhjemme. Og tænk, måske vi skal gentænke hele vores børnevaccinationsprogram, så vi er sikre på at høste gevinsterne. Vi får også talt om sikkerhedsproblematikken omkring vacciner generelt. For kan vi overhovedet stole på en vaccine, der er drevet frem hurtigere end noget, vi nogensinde før har set?
I kommende afsnit vil du kunne høre interview med en patient med senfølger, ligesom vi arbejder med at få interviews på plads med forskellige forskere. Vi har flere emner på tegnebrættet. Blandt andet virologi og også en snak om de såkaldte antivaxers. Håbet er, at vi kan blive ved med at finde nye vinkler, som kan gøre os alle sammen klogere. Derfor vil vi også med glæde tage imod feedback og emneforslag fra lyttere og læsere.
Skriv til os på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..