Nye retningslinjer: Slut med at sende hel gymnasieklasse hjem ved smittetilfælde
OPDATERET. Som udgangspunkt skal hele klasser på ungdoms- og voksenuddannelser ikke sendes hjem, selv om der konstateres en smittet elev - eller en lærer. I stedet skal en opsporing af nære kontakter til den smittede sættes i gang, og de nære kontakter skal herefter sendes hjem, mens de øvrige kan blive.
Det oplyser Sundhedsstyrelsen i nye retningslinjer, som er rettet mod ledere og medarbejdere i offentlige og private daginstitutioner, ungdoms- og voksenuddannelser.
Samtidig understreger styrelsen, at når man bliver sendt hjem, skal man blive hjemme og f.eks. ikke se andre uden for husstanden, indtil man har fået et negativt svar på sin test.
”Vi har præciseret retningslinjen i forhold til at forebygge udbrud på uddannelsesinstitutioner med unge og voksne. Derudover har vi forsøgt at være endnu mere præcise på at selv-isolation er vigtigt, og hvornår testen skal udføres,” siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst.
”Det er vigtigt, at retningslinjen følges, men det er ikke nødvendigt, at skoler eller uddannelsesinstitutioner lægger et ekstra sikkerhedslag ind. Nogle skoler har sendt f.eks. flere klasser hjem ved enkelte tilfælde af smitte, eller sendt klassen hjem, selvom det smittede barn ikke havde været på skolen 48 timer forud for symptomer. Jeg forstår godt, at man gerne vil være ekstra forsigtig, og at man kan være i tvivl, og derfor har vi forsøgt at blive endnu mere præcise,” siger Helene Probst.
Tags: corona
