Nye restriktioner: Store private fester forbydes fra lørdag
Hvis man skal holde stor bryllupsfest eller fødselsdag lørdag, kan man godt bruge fredag aften til at ringe rundt og aflyse.
Indtil i dag har det været muligt at afholde en privat fest med 500 gæster på eksempelvis hoteller og restauranter. Men allerede fra lørdag klokken 12 bliver så store fester forbudt. Fester må fremover højst blive på 50 personer. Også selv om gæsterne kun sidder. ned ved festen.
Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (Soc.) på et pressemøde sent fredag eftermiddag.
"Det er utroligt beklageligt, men fuldstændig afgørende, at vi får smitten ned nu. Dagens 678 smittede er det højeste tal i epidemien. Det er et bekymrende højt antal," siger ministeren, som advarer om, at der kommer nye restriktioner, hvis smittetallet ikke bedres i næste uge.
Han fortæller, at hver fjerde smittet er mellem 20 og 29 år, og at det er dem og festerne, der driver epidemien. Han appellerer til de unge i 20´erne om at ændre den måde, der er sammen på og skrue ned for festen, så resten af samfundet kan holde åbent.
Samtidig med at store fester forbydes, bliver de nuværende restriktioner udvidet til at gælde frem til 18. oktober.
Konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed Anette Lykke Petri fortæller, at netop festerne er en stor smittespreder:
"Vi har set eksempler på 30, 40, 50 og 60 smittede i en smittekæde, der er startet til en fest. Man kan forestille sig, hvor uhyggeligt mange det kan blive til, hvis de 60 smitter videre," siger hun.
Tags: corona
