Muteret coronavirus bidrog til kæmpe smitteudbrud i Norge
En gruppe norske pensionister glædede sig meget, da de i september skulle på seks dages bustur rundt i Norge. Der skulle foretages 14 stop undervejs.
Men efter turen var 37 ud af 40 personer på bussen smittet med coronavirus, og man kunne nærmest følge et spor af nye smittede i de områder, hvor passagernerne på bussen havde stoppet og overnattet. Turen har nærmest været som et puf ind i spil dominobrikker. I alt har de norske sundhedsmyndigheder optalt ca. 100 smittede efter busturen. Flere har været indlagte.
Nu har den norske pendant til Sundhedsstyrelsen, Folkehelseinstituttet, analyseret coronavirussens arvestof fra flere af smittetilfældene og har opdaget en mutation af virussen. Der er en ændring i det største overfladeprotein, spike proteinet. Denne mutation kan have gjort virussen endnu mere smitsom og bidraget til udbredelsen af udbruddet, mener Folkehelseinstituttet.
"Virus med denne mutation kan påvirke smitsomheden, og det er derfor vigtigt at følge med udviklingen. Videre undersøgelser vil sandsynligvis give os mere klarhed over, om vi havde denne virus i Norge inden busturen, og om vi kommer til at se yderligere spredning med denne virus i Norge," skriver Folkehelseinstituttet i en pressemeddelelse.
Det er første gang, at man ser virus med denne mutation i Norge. Det er usikkert hvordan og hvornår den muterede virus kom ind til landet, men næsten identiske virus er også for nylig blevet set i andre europæiske lande, og der har også været større udbrud af virus med samme mutation i Australien.
Virussen tilhører en genetisk undergruppe av coronavirussen, som hedder B.1.160.
Både busselskabet og kommunallægen har oplyst, at alle smitteforanstaltninger på bussen blev overholdt. Ventilationsanlægget var netop blevet bygget om på grund af corona, og passagererne skulle sidde spredt, med mindre de var et par. Der var også mundbind, håndsprit og handsker tilgængeligt for alle i bussen.
Tags: corona
