Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Trump: Førende epidemiekspert er "en katastrofe"

Det er kun få uger siden, at præsident Trump gispede efter vejret i forbindelse med sin covid-19-sygdom, men alligevel kalder han nu den førende epidemiekspert Anthony Fauci for "en katastrofe", fordi han advarer befolkningen imod coronasmitten, som igen stiger i USA.

Fauci har også indtrængende opfordret folk til at bruge mundbind.

“Folk er trætte af covid,” sagde Trump ifølge New York Times under en telefonsamtale med kampagnefolk, som en gruppe journalister var inviteret til at lytte med på, heriblandt journalister fra The New York Times.

”Jeg har haft de største forsamlinger, jeg nogensinde har haft. Og vi har covid. Folk siger: 'Og hvad så? Lad os bare være". De er trætte af det. Folk er trætte af at høre på Fauci og disse idioter, alle disse idioter, der har taget fejl."

Der er nu kun et par uger tilbage til det amerikanske valg, og dag for dag stiger smitten i de fleste amerikanske stater.

Mandag er der i alt registreret 220.119 døde, hvilket suverænt er det højeste antal coronarelaterede dødsfald i verden. Der er i alt registreret 8.212.981 smittede, og antallet af nyregistrerede smittetilfælde er den seneste uge steget i 48 ud af USA’s 50 delstater. Stater med flest nysmittede i øjeblikket er Illinois, Tennessee, Texas og svingstaten Florida.

Fauci og Trump har længe været uenige om, hvordan corona-epidemien skulle tackles. Fauci har anbefalet nedlukning af sundhedshensyn, hvorimod Trump vil åbne op for samfundet for at få gang i økonomien. Og Fauci bærer ofte mundbind, mens Trump i månedsvis har været kritisk overfor mundbind, længe nægtet at blive fotograferet med et og har gjort grin med den demokratiske rival, Joe Biden, når han har haft et på.

Trumps pandemirådgiver Dr. Scott W. Atlas, som er neuroradiolog, og som Trump ansatte i slutningen af sommeren efter at have hørt et interview med ham på Fox News, er ifølge New York Times ny stjerne i Det Hvide Hus. Han er fortaler for at lade virus sprede naturligt, mens man beskytter de ældre og de svageste. I weekenden fjernede Twitter ifølge avisen et opslag fra Scott Atlas, hvor han stillede spørgsmålstegn ved værdien af mundbind. Det blev fjernet på grund af "misinformation".

The Washington Post skriver, at Scott Atlas bl.a. også har stået i vejen for udvidelse af testkapaciteten. 

 

Tags: corona