Herefter konstaterer vismændene, at det er epidemien, der koster os penge. Det er et centralt spørgsmål, når vi taler nedlukning. Er det nedlukningen eller sygdommen, der koster? Og vismændene er klare i spyttet. Ja, der er en pris ved nedlukninger, men det er epidemien, der koster.
Det konstateres også, at nedlukninger har en effekt. Men her kommer vismændene med et par advarsler. Kortvarige tiltag kan udskyde, hvornår epidemien topper, men begrænser ikke antallet af døde. Antallet kan til gengæld reduceres med mere langvarige tiltag, fordi der gradvist og i et mere roligt tempo opbygges øget immunitet i befolkningen. Og sådanne tiltag kan designes smart, så den overshooting, vi talte om før, kan reduceres. Her forstået som at flere smittes, end det egentlig var nødvendigt, medførende øget dødelighed. Med andre ord må vi indstille os på, at restriktioner er kommet for at blive. I hvert fald i et stykke tid fremover.
Herefter går vismændene i gang med at diskutere nærmere, hvordan sygdommen påvirker den økonomiske aktivitet. Og sygdommen i sig selv har den konsekvens, at vi sænker vores forbrug og ændrer vores forbrugssammensætning. Vi bruger vores penge der, hvor der er mindst risiko for at blive smittet. F.eks. online handel frem for en tur i Bilka. Derudover sker der også ændringer i arbejdsudbuddet, og vi vil arbejde mere hjemme.
Vismændene konkluderer, at et optimalt politisk respons er et relativt aggressivt, tidligt et af slagsen. Og det hænger sammen med håbet om, at vi inden alt for længe vil have en vaccine mod sygdommen. Ved hurtigst muligt at reducere den økonomiske aktivitet og dermed smittespredningen kan der undgås tab af menneskeliv, hvis en vaccine skulle vise sig at blive tilgængelig inden for kort tid. Et optimalt politisk respons vil dels forskyde udviklingen af sygdommen, så den topper senere, og niveauet, som den topper på, vil også være lavere. Heri kan man mere eller mindre læse en blåstempling af regeringens respons i Danmark. Og, kan man påstå, også en afvisning af den svenske tilgang.
Men den optimale respons vil ikke i vismændenes optik stoppe smittespredningen. Kun forhindre, at der sker uhensigtsmæssig påvirkning af økonomien. For det er altid en balancegang. Vismændene slår også fast, at flere døde betyder en større påvirkning af økonomien. Så der er grund til at handle.
Det er interessant, at den optimale politiske respons ifølge vismændene afhænger af en fremtidig vaccine. Forleden kunne du her læse de bekymringer, som professor Christine Stabell Benn havde herom. Og vismændene dækker sig lidt ind. De siger, at kommer der ikke en vaccine, så må strategien være at udvikle flokimmunitet, mens vi søger at begrænse overshooting. Men det er ikke det scenarie, de tror på. Og her kan vi allerede fornemme, at også for vismændene er spørgsmålet om Great Barrington vs John Snow (to poler indenfor coronahåndteringen) relevant.
Testning er omkostningseffektivt
Herefter går vismændene videre med at diskutere nogle af de initiativer, som vi kan tage. Her handler det især om test og opsporing. Og her bliver det interessant. For som du måske har hørt i medierne, lufter vismændene ideen om, at vi tester langt flere. Og konklusionen er klar. Det er omkostningseffektivt at teste meget mere, og det kan være med til at holde smitten nede. Og kan desuden frigøre arbejdskraft. Her har vi altså en klar anbefaling, som politikerne er nødt til at forholde sig til.
Også kontaktsporing fremhæves som et effektivt værktøj. Og et værktøj, der også kan hjælpe til at målrette testarbejdet mest muligt. Men her er der en løftet pegefinger. For opsporing i sig selv er ikke nok. Det skal også sikres, at der efterfølgende er et effektivt karantænesystem. Så læser man mellem linjerne, kan man her fornemme, at vismændene åbner op for øget brug af både tvang og kontrol. Og det er en dagsorden, som vi må forvente at høre meget til i den kommende tid. Det er ikke en nem politisk beslutning at indføre tvang. Og i en tid, hvor oppositionen i stigende grad er kritiske, er det store spørgsmål, om regeringen har modet til at følge trop.
Endelig kigger vismændene også på brugen af smitte׀stop-appen. Og det er nedslående læsning. Ud af 586 personer, der har fået en notifikation inden d. 11. september, er der kun fundet 8 positive. Med andre ord kan vi ikke med god samvittighed sætte vores lid til, at appen skal hjælpe os igennem. Der er siden sket ændringer i appen, men om den nogensinde bliver et effektivt våben, er stærkt tvivlsomt.
Ganske interessant har den liberale tænketank CEPOS hurtigt været ude med kritik af vismændenes rapport. For kan vi overhovedet sige, at det er restriktioner, der har virket, eller er det snarere folks frivillige adfærdsændringer? Det er en debat, der har stået på et stykke tid. CEPOS har i længere tid været modstandere af regeringens nedlukning. Og så er det sjovt at læse vismændenes svar på kritikken. Komplet med analogier om øldrikning og det hele. Har man interesse i samfundsøkonomi, bør man bestemt læse med.