Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Nu skal der sættes ind mod smitten i de københavnske vestegnskommuner

Ni ud af de 10 kommuner, hvor smitten er værst, ligger på Københavns vestegn. Men nu skal der styr på smitten i vestegnskommunerne.

Efter et møde mandag mellem kommunernes borgmestre, sundhedsminister Magnus Heunicke (Soc.) og sundhedsmyndighederne bliver der nu sat gang i en række indsatser (se i bunden af artiklen) og samtidigt indført en særlig taskforce, som skal håndtere smitten på vestegnen og sørge for, at den kommer under kontrol.

Taskforcen ledes af Styrelsen for Patientsikkerhed, og består derudover af repræsentanter fra Statens Serum Institut, Sundhedsstyrelsen, Rigspolitiet, Beskæftigelsesministeriet, integrationsmyndighederne, KL og kommunale repræsentanter med kendskab til lokalområdet.

"Nu gør vi en ekstraordinær indsats i området, og en taskforce skal stå for at håndtere smitten i området, som tæller 418.000 mennesker. Hvis tackforcen vurderer, at det bliver relevant med strammere restriktioner i disse kommuner, er vi klar til det," siger Heunicke på et pressemøde tirsdag eftermiddag. Han vil ikke afvise nogle former for restriktioner. På en journalists spørgsmål om, hvor vidt disse restriktioner også kunne inkludere et udgangsforbud, siger han, at der på nuværende tidspunkt ikke er planer om det.
 
"Vi har tidligere med effekt indført lokale restriktioner i f.eks. Aarhus, og det er muligt, at vi må indføre det her. Men først skal en taskforce undersøge det, så vi kan skræddersy tiltagene, så vi kan være sikre på, at de har den ønskede effekt. Der er helt særlige forhold, vi skal tage med i billedet i vestegnskommunerne. Der er specielle pendlerstrømme og boligforhold," sagde ministeren.
 
Magnus Heunicke pegede på, at man på vestegnen, hvor der er mange små boliger, og man lever tæt, først og fremmest skal blive bedre til at udnytte de isolationsfaciliteter, man har på bl.a. hoteller og vandrerhjem. 
 
Ud over Styrelsen for Patientsikkerhed kontakter alle smittede og deres nærekontakter, vil Styrelsen fremover også lave et opfølgende opkald nogle dage senere for at sikre, at der er styr på selvisolationen.
 
Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm erkendte, at sundhedsmyndighederne ikke har været gode nok til at få store dele af befolkningen i vestegnskommunerne i tale.

"Der er mange tosprogrede, og vi skal finde ud af, hvordan vi kan blive bedre til at kommunikere mere tydeligt og mere i øjenhøjde og på de sprog, som folk bedst forstår," sagde han.

Afdelingschef i Statens Serum Institut, Tyra Grove Krause, fortalte, at der i vestegneskommunerne er en overvægt af folk med anden herkomst, og at aldersgrupperne, som bliver smittede, er anderledes end andre steder.

"Vi ser ikke så mange i alderen 15-29 år, som vi ser andre steder, men til gengæld mange i alderen 30-39 og 50-59 og skolebørn. Det kan tyde på at der er mange familier, som smittes," siger hun.
 
Hun. fortalte, at ganske vist er en højere testrate i vestegnskommunerne, men at det ikke er årsagen til, at man finder mange smittede. Andelen af positive blandt de testede er nemlig også meget høj i området.
 
"Vi har haft stor succes med mobile testenheder, f.eks. i særlige boligområder, og det skal vi fortsætte med. Vi skal sikre tilstrækkelig testkapacitet og sende mobile testenheder ud," sagde hun.
 
 
 

De hårdest ramte kommuner på vestegneen

  1. Albertslund har landet højeste incidens med 481 smittetilfælde per 100.000 indbyggere. Der har været i alt 133 nye smittede den seneste uge. Andelen af positive blandt de testede har den seneste uge været 5,83 procent.
  2. Dernæst følger Høje-Taastrup med 472 smittetilfælde per 100.000 indbyggere. Der har været i alt 239 nye smittede den seneste uge. Andelen af positive blandt de testede har den seneste uge været 4,63 procent.
  3. Ishøj er nummer tre på listen med 389 smittetilfælde per 100.000 indbyggere. Der har været i alt 89 nye smittede den seneste uge. Andelen af positive blandt de testede har den seneste uge været 4,14 procent.
  4. Vallensbæk er nummer fire med 320 smittetilfælde per 100.000 indbyggere. Der har været i alt 53 nye smittede den seneste uge. Andelen af positive blandt de testede har den seneste uge været 5,11 procent.
  5. Hvidovre er nummer fem med 241 smittetilfælde per 100.000 indbyggere. Der har været i alt 129 nye smittede den seneste uge. Andelen af positive blandt de testede har den seneste uge været 2,72 procent.
  6. Ballerup er nummer seks med 240 smittetilfælde per 100.000 indbyggere. Der har været i alt 117 nye smittede den seneste uge. Andelen af positive blandt de testede har den seneste uge været 3,6 procent.
  7. Brøndby er nummer syv med 220 smittetilfælde per 100.000 indbyggere. Der har været i alt 77 nye smittede den seneste uge. Andelen af positive blandt de testede har den seneste uge været 2,74 procent.
  8. Rødovre er nummer otte med 202 smittetilfælde per 100.000 indbyggere. Der har været i alt 82 nye smittede den seneste uge. Andelen af positive blandt de testede har den seneste uge været 2,54 procent.
  9. Glostrup er nummer ni med 169 smittetilfælde per 100.000 indbyggere. Der har været i alt 39 nye smittede den seneste uge. Andelen af positive blandt de testede har den seneste uge været 2,52 procent.
  10. Herlev er nummer ti med 166 smittetilfælde per 100.000 indbyggere. Der har været i alt 48 nye smittede den seneste uge. Andelen af positive blandt de testede har den seneste uge været 2,14 procent.

     

På mødet mellem ministeren og borgmestrene blev følgende indsatser besluttet

Etablering af en taskforce til håndtering af smitte på Vestegnen

      • Der etableres en taskforce til håndtering af det aktuelle smitteudbrud på Vestegnen og i de tilstødende kommuner.

      • Taskforcen ledes af Styrelsen for Patientsikkerhed, og består derudover af repræsentanter fra Statens Serum Institut, Sundhedsstyrelsen, Rigspolitiet, Beskæftigelsesministeriet, integrationsmyndighederne, KL og kommunale repræsentanter med kendskab til lokalområdet.

      • Hvis taskforcen vurderer, at der skal iværksættes mere indgribende tiltag, herunder tiltag, der kræver ændret central regulering, rejser taskforcen dette over for Indsatsgruppen.

      • Taskforcen skal bistå de berørte kommuner i at intensivere den lokale og opsøgende indsats til højeste niveau.

Styrket indsats på tværs af myndigheder og skole- og uddannelsesområdet

      • Sikre vidensdeling på skole- og uddannelsesområdet på tværs af kommunerne.

      • Øget vejledning fra myndighederne om inddæmning af smitte på ungdomsuddannelser.

      • Øget fokus på hygiejneindsatsen, herunder klare retningslinjer for rengøring på grundskoler og ungdomsuddannelser.

Styrket opsporing og isolationsindsats

      • Samarbejde mellem de lokale myndigheder og Styrelsen for Patientsikkerhed om en styrket udgående og opsøgende indsats med henblik på effektiv opsporing og isolation.

      • Intensivere informationen om konkrete smitteudbrud fra Styrelsen for Patientsikkerhed til kommunerne.

Styrket politimæssig kontrol- og tilsynsindsats

      • Politiet intensiverer den politimæssige indsats med at håndhæve de nationale tiltag i forhold til blandt andet forsamlingsforbud, åbningstider på restauranter, barer, cafeer mv., forbud mod salg af alkohol efter kl. 22.

Intensiveret testindsats

      • Der vil være en øget testtilstedeværelse på Vestegnen. Region Hovedstaden har i denne uge mobile testenheder i Glostrup, Ballerup, Taastrup og Albertslund.

      • De mobile testenheder sættes ind, hvor der vurderes at være behov lokalt. Dette sker på baggrund af smittetallenes udvikling og en løbende dialog mellem de berørte kommuner, Styrelsen for Patientsikkerhed og regionen.

      • Målsætningen er, at alle, der ønsker det, bliver testet i de berørte kommuner.

Målrettet og massiv informationsindsats

      • Sundhedsmyndighederne og de lokale myndigheder intensiverer deres informationsindsats målrettet bl.a. forskellige etniske miljøer, forskellige aldersgrupper m.v. om bl.a. tilbud om test, isolation og opsporing.

Etablering af en flyrejsepakke

      • Rejsepakken skal intensivere informationsindsatsen i lufthavnene og sikre, at passagerer, der ankommer i dansk lufthavn informereres grundigt på relevante sprog, for at flest mulige lader sig teste, inden de forlader lufthavnen.

      • Dette skal supplere gældende krav om, at personer fra højrisikolande, der rejser ind i Danmark med et anerkendelsesværdigt formål, herunder arbejdstagere, skal fremvise en negativ COVID-19-test foretaget senest 72 timer før indrejsetidspunktet, når de passerer grænsen.

Sundhedssektor og ældrepleje

      • Besøgsrestriktioner på alle plejehjem opretholdes fortsat.

      • Tilsvarende opretholdes besøgsrestriktioner på sygehusene.

 

Tags: corona