Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Regeringen lukker Nordjylland - her er detaljerne

Regeringen lukker fra i aften og frem til 3. december store dele af Nordjylland ned. 280.000 nordjyder i syv kommuner bliver ramt. 

Det fremgår af et pressemøde torsdag aften, indkaldt af statsminister Mette Frederiksen.

"Den 11. marts var en skæbnedag i kampen mod corona i Danmark. Den dag traf vi en svær, men nødvendig beslutning. På samme måde vil 5. november blive en skelsættende dag for jer i Nordjylland. Der vil blive tale om en reel nedlukning af syv kommuner, og hele Danmark kommer til at trække store veksler på jeres tålmodighed og samfundssind," siger Mette Frederiksen.

De skærpede restriktioner og nedlukning kommer, efter at Statens Serum Institut har konstateret, at én af mutationerne af coronavirusset, kaldet cluster 5, som har spredt sig fra mink til mennesker, kan være en risiko for effekten af en fremtidig vaccine. Ca. 50 procent af de nordjyder, som er smittet med coronavirus, er smittet med en virus, som har været forbi mink. Og ca. fem procent er smittet med cluster 5.

Faglig direktør i Statens Serumsinstitut Kåre Mølbak siger på pressemødet, at han i dag har deltaget i møde med European Centre for Disease Prevention and Control (ECDC) og verdenssundhedsorganisationen WHO.

"De er enige i, at det er det rigtige, Danmark gør. Mink er et kæmpe reservoir af smittemulighed. Mink holder ikke afstand eller bærer mundbind eller spritter af. Og de ser med stor alvor på den mutation, som er fundet," siger han. 

Borgere i Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland, Thisted og Læsø kommuner opfordres fra i aften til at se færrest mulige mennesker og holde sig inden for kommunegrænserne, medmindre de har uopsætteligte ærinder eller kritiske arbejdsfunktioner andre steder. 

Samtidig bliver alle borgere med bopæl uden for de berørte kommuner opfordret til at undlade at rejse ind i de syv kommuner. Det samme gør personer, som bor uden for Danmark.

Fra lørdag lukkes der for restauranter og cafeer. Take-away er undtaget. Idræt og kulturliv i kommunerne indstilles også i foreløbig fire uger. Offenlig transport ud og ind mellem kommunerne indstilles. Undtagelser for forsamlingsforbuddet bortfalder, så det nu gælder, at man altid maksimalt må samles 10 personer.

Fra mandag skal elever i 5.-8. klasse have fjernundervisning hjemmefra, mens 0.-4. klasse og 9. klasse fortsat kan møde op, men kravet om en meters afstand skal overholdes i alle grundskoler. På ungdomsuddannelser skal kapaciteten ned på 50 procent, og al højere uddannelse skal være digitalt.

Dagtilbud kan i en vis grad holdes åbent.

Derudover skal borgerne i de syv kommuner testes i vid udstrækning, og prøverne skal også genom-testes for at undersøge omfanget af den muterede virus. I alt 691 prøver taget i Nordjylland svarende til 17 procent er allerede segmenteret for at finde den nye coronavirus. Målet er nu at komme op på 100 procent.

Faktisk er det muligt, at cluster 5 slet ikke findes længere. De kendte tilfælde af Cluster 5 daterer sig helt tilbage fra august og september. Det er de tilfælde, som nu er undersøgt grundigere og har givet anledning til den fornyede og skærpede risikovurdering i denne uge, som regeringen nu reagerer på.

"Vi ved simpelthen ikke, om den findes. Vi ved, at den ikke findes i stor stil rundt om, for så ville vi have fundet den. Men det er vigtigt, at vi skalerer testene op, så vi kan undersøge udbredelsen," siger Kåre Mølbak. Alle smittede med cluster 5 er fra Nordjylland - på nær et tilfælde. Det er fundet hos en plejehjemsbeboer på Sjælland, og det er en gåde, siger Mølbak.

"Vi finder muligvis aldrig ud af det, hvordan den er kommet dertil," siger han.

Formand for Region Nordjylland, Ulla Astman (Soc.), siger i en pressemeddelelse torsdag eftermiddag, at regionen er godt i gang med planlægningsarbejdet og gøre klar til at masseteste op mod 280.000 borgere i den kommende tid.

"Der er tale om enorm logistisk opgave, som kræver tæt koordinering med kommuner, relevante statslige myndigheder og øvrige danske regioner i forhold til hurtigt at få etableret testfaciliteter i nærheden af borgerne," siger Ulla Astman.

Der oprettes også en speciel taskforce til at håndtere smitteopsporing.

 


De nordjyske kommuner, som rammes af restriktioner

Brønderslev, 36.304 indbyggere, 36 smittede den seneste uge, 99,2 smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge
Frederikshavn, 59.654 indbyggere, 80 smittede den seneste uge, 134,1 smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge
Thisted, 43.423 indbyggere, 47 smittede den seneste uge, 108,2 smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge
Vesthimmerland, 36.727 indbyggere, 46 smittede den seneste uge, 105,2 smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge
Hjørring, 64.483 indbyggere, 66 smittede den seneste uge, 102,4 smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge
Jammerbugt, 38.324 indbyggere, 38 smittede den seneste uge, 99,2 smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge
Læsø, 1.786 indbyggere, 1 smittet den seneste uge, 56 smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge

De nordjyske kommuner, som går fri

Mariagerfjord, 41.800 indbyggere, 33 smittede den seneste uge, 78,9 smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge
Morsø, 20.247 indbyggere, 11 smittede den seneste uge, 54,3 smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge
Rebild, 31.113 indbyggere, 37 smittede den seneste uge, 122,9 smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge
Aalborg, 217.075 indbyggere, 380 smittede den seneste uge, 175,1 smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge

 

Her er restriktionerne i detaljer

Geografisk mobilitet

Alle beboere i de berørte kommuner opfordres kraftigt til alene at krydse kommunegrænser, hvis væsent- lige og uopsættelige hensyn tilsiger det, herunder varetagelse af kritiske funktioner.

Alle med bopæl uden for de berørte kommuner opfordres kraftigt til ikke at indrejse i de berørte kommu- ner, medmindre væsentlige og uopsættelige hensyn tilsiger det, herunder varetagelse af kritiske funktioner.

Arbejdsgivere i de berørte kommuner opfordres kraftigt til ikke at tage imod ansatte, kunder, erhvervsdri- vende osv. med bopæl i en anden kommune. Det gælder ikke mindst for tilrejsende fra udlandet.

Vandrende arbejdstagere bør som udgangspunkt blive i de berørte kommuner i den pågældende periode og opfordres ved nødvendig udrejse til hjemlandet til at lade sig teste forud herfor.

Personer med bopæl uden for Danmark opfordres kraftigt til ikke at indrejse i de berørte kommuner.

Indrejse i Danmark for at tage ophold i eller arbejde i de berørte områder i den nævnte periode vil fra den 9. november 2020 som udgangspunkt ikke være et anerkendelsesværdigt formål. Danske statsborgere og personer med bopæl i Danmark må dog rejse ind i Danmark uanset formål.

Kollektiv trafik mv.

Der lukkes for kollektiv persontrafik med bl.a. bus, tog og færge ind og ud af de berørte kommuner og på tværs af kommunerne, dog ikke for kørsel med skolebusser og lignende.
Det vil skulle sikres, at personer, der varetager kritiske funktioner i f.eks. sundheds- og plejesektoren fortsat kan møde på arbejde. Det søges aftalt med Nordjyllands Trafikselskab, at de stiller flextur til rådighed for denne gruppe. Dette skal betragtes som en nødordning, og alle, der råder over private transportmidler, herunder bil, eller har andre muligheder opfordres til at benytte disse. Der opfordres i øvrigt til, at befordringsordninger med flextrafik (i henhold til sundhedsloven og serviceloven samt individuel handikapkørsel) så vidt muligt alene anvendes i helbredskritiske situationer.

Massiv testindsats

Alle med bopæl i de berørte kommuner opfordres til at lade sig teste i den periode, som tiltagene gælder. Der følger lokale udmeldinger om, hvornår og hvor test bør gennemføres, som man bør afvente, inden man selv booker en test – medmindre test bookes af andre konkrete grunde såsom milde symptomer og testtid til nære kontakter.

Testkapaciteten (podning- og analysekapacitet) i Region Nordjylland øges bl.a. ved omfordeling af kapacitet fra øvrige dele af landet.

Hvis personer fra de berørte kommuner har tvingende grunde til at rejse ud af landet, opfordres de pågældende kraftigt til at lade sig teste forud for udrejse. Arbejdsgivere opfordres til at understøtte, at sådan testning af medarbejdere sker.

Personer med relation til minkfarmdrift opfordres til at lade sig teste hyppigt (hver 3.-4. dag). Der iværksættes sekventering af alle positive prøver.

Styrket opsporing og isolationsindsats

Der iværksættes en intensiveret smitteopsporing i de omfattede kommuner, der forankres i de lokale be- redskabsstabe og ledes af Styrelsen for Patientsikkerhed bistået af politiet. Indsatsen dedikeres særligt til målrettet opsporing og isolation af personer smittet med virus med den konkrete mutation.

Arbejdspladser

Offentlige og private arbejdspladser i de berørte kommuner opfordres kraftigt til at hjemsende alle ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner.

Ansatte med relation til minkfarmdrift bør hjemsendes fra andre arbejdspladser uanset funktion (medmindre negativ PCR-test kan forevises, jf. Sundhedsstyrelsens retningslinjer)

Offentlige og private arbejdspladser uden for de pågældende kommuner opfordres til at sende alle ansatte med bopæl i de pågældende kommuner, der ikke varetager kritiske funktioner, hjem.

Produktionsvirksomheder skal ikke holde lukket, men arbejdsgivere opfordres kraftigt til ikke at lade ansatte med bopæl i en anden kommune møde fysisk på arbejde.

Kritiske funktioner

Med kritiske funktioner sigtes der i denne sammenhæng blandt andet til personale ansat i sundheds- og plejesektoren (undtaget kosmetisk behandling mv.), ældreplejen, børne- og undervisningssektoren, politiet, kriminalforsorgen, forsvarets myndigheder, beredskabet, kødkontrollen, på området for socialt udsatte, til pelsning og aflivning af mink og til opretholdelse af den nødvendige forsyningsvirksomhed, herunder f.eks. fødevareforsyningen, dagligvaremarkedet, apotekervæsen, energi, vand, affaldshåndtering, tele- og IT-infrastruktur, finansielle infrastruktur mv.

Godstransport

Godstransport er som udgangspunkt kritisk, og transport af gods til og fra og gennem de omfattende kommuner er fortsat muligt af hensyn til forsyningssikkerheden. Det er dog afgørende, at de chauffører og transportarbejdere, der bor i de berørte kommuner ikke spreder virussen til andre dele af Danmark og Europa. Chauffører og transportarbejdere, der bor i de berørte kommuner bør derfor ikke udføre arbejde uden for de berørte kommuner og er derfor ikke omfattet af at ”være en kritisk funktion”. Transportarbejdere og chauffører bosat i de berørte kommuner kan således ikke udføre godskørsel uden for de berørte kommuner i perioden, hvor tiltagene gælder. De kan dog godt udføre transport mellem de berørte kommuner.

Chaufførerne, der bringer gods ind og ud, bør ikke opholde sig i længere tid i kommunerne.

Restaurationer mv.

Restauranter, barer, værtshuse, caféer og andre serveringssteder skal lukke for servering til indtagelse på salgsstedet (dog mulighed for take away). Dette træder i kraft den 7. november 2020.

Videregående uddannelser  

Studerende på videregående uddannelser i de berørte kommuner overgår fra mandag den 9. november 2020 til digital undervisning og eksamen uden fremmøde. Det gælder også for studerende på videregående uddannelser i Aalborg, der har bopæl i de berørte kommuner. Der kan være enkelte undtagelser i helt særlige tilfælde, hvor fremmøde er nødvendigt. I disse situationer forudsættes det, at der samtidig er skærpet opmærksomhed på ikke at møde op med symptomer på sygdom, håndhygiejne, rengøring, afstandskrav og mundbind.

Dagtilbud, grundskole, ungdoms- og voksenuddannelser, kost-, efter- og folkehøjskoler

På alle uddannelsesinstitutioner skal der være skærpet opmærksomhed på ikke at møde op med symptomer på sygdom, håndhygiejne, rengøring, afstandskrav og mundbind i fællesarealer. Der bør på alle institutioner være særligt opsynspersonale.

5.-8. klassetrin skal indtil videre modtage fjernundervisning, da der for nylig i Nordjylland er set høj smitte i aldersgruppen 10-14 årige. Øvrige klassetrin kan have fremmøde, men krav om 1 meters afstand skal fra mandag den 9. november 2020 overholdes på alle grundskoler.

Der skal ikke afholdes aktiviteter, hvor elever blandes på tværs af klasser og klassetrin, fx skal man undgå fælles frikvarter, undervisning på tværs af klasser og fælles møder på tværs af klasser.

Fremmøde reduceres til max. 50 pct. på ungdoms- og voksenuddannelser samt danskuddannelse for voksne udlændige m.fl. fra mandag den 9. november 2020, og der indføres mulighed for nødundervis- ning. Undtaget er dog sårbare elever og elever på FGU, STU og ASF-klasser. Der kan prioriteres fremmøde for studerende, der er i deres afsluttende år.  

Elever på kostskoler, skolehjem, efterskoler og folkehøjskoler skal i videst muligt omfang blive på kostafdelingen/skolehjemmet, og de bør ikke vende retur til skolen, hvis de tager hjem i weekenderne. Dagtilbud omfattes fra mandag den 9. november 2020 af krav til pasning i mindre, faste grupper.

Kultur- og fritidsliv mv.

Alle indendørs og udendørs kulturinstitutioner, herunder museer, teatre, biografer, biblioteker (med undtagelse af ind- og udlån for forsknings- og undervisningsbrug), aftenskoler, daghøjskoler, Folkeuniversitetet, musik- og kulturskoler mv. lukkes ned for offentlig adgang. Det samme gælder øvrige lokaler, hvor der udøves kulturaktiviteter.  

Lokaler, hvor der udøves idræts- og fritids- og foreningsaktiviteter, herunder idrætshaller, spillehaller og kasinoer, lege- og badelande, svømmehaller, træningscentre og foreningslokaler lukkes for offentlig adgang. Dette gælder kun indendørsarealer de pågældende steder. Desuden lukkes forlystelsesparker, omrejsende tivolier, zoologiske haver, akvarier og lignende for offentlig adgang. Dette gælder både for indendørs- og udendørsarealer de pågældende steder.

Forsamlinger

Beboere i de berørte kommuner opfordres til at omgås færrest mulige personer. Muligheden for at være op til 500 personer til stede ved siddende arrangementer afskaffes. Der må som udgangspunkt kun deltage 10 personer i disse arrangementer.

Muligheden for at være 50 personer til stede ved idræts- og foreningsaktiviteter for børn og unge op til 21 år afskaffes. Der må som udgangspunkt kun deltage 10 personer i sådanne aktiviteter.

Muligheden for at være 50 personer til stede ved aktiviteter for socialt udsatte børn og unge op til 21 år afskaffes. Der må som udgangspunkt kun deltage 10 personer i sådanne aktiviteter. 

De nuværende undtagelser om bl.a. almindelige ophold og færden på arbejdspladser og professionelle idrætsudøvere fastholdes. Professionelle idrætsarrangementer i de berørte kommuner skal således afvikles uden tilskuere.

Forslag til nye hjælpepakker for virksomheder, kultur-, forenings- og idrætsliv i Nordjylland

Regeringen lægger op til, at virksomheder og institutioner på kulturområdet i de syv nordjyske kommuner får adgang den generelle kompensationsordning for selvstændige og faste omkostninger i den periode, hvor der er skærpede restriktioner i kommunerne. Det svarer til situationen i foråret.

Virksomheder mv., der har nedgang i omsætning på mindst 30 pct. i perioden, kan få dækket en del af deres faste omkostninger. Hvis virksomheder mv. tvangslukkes og ikke har nogen omsætning i perioden, kan de opnå kompensation på 100 pct. af deres faste omkostninger.

Nogle virksomheder har aktivitet både i de 7 nordjyske kommuner og uden for disse. Her er der en særlig problemstilling, fordi kun en del af virksomheden er lukket eller hårdt ramt. Regeringen vil se nærmere på, hvordan situationen kan håndteres for disse virksomheder. Regeringen indkalder arbejdsmarkedets parter til en drøftelse om en lokal lønkompensationsordning for virksomheder og medarbejdere i de berørte kommuner.

Hjælpepakker gældende for hele landet

Alle virksomheder samt kulturinstitutioner og foreninger og idrætsklubber, der tvangslukkes – eller hvor deres faciliteter tvangslukkes – får adgang til lønkompensation, hvis de ingen omsætning har, samt fuld dækning for faste omkostninger og kompensation via selvstændigordningen. Underleverandører samt kultur-, forenings- og idrætsliv, der indirekte rammes af skærpede restriktioner, men som ikke er tvangslukket, vil få adgang til kompensation for faste omkostninger og selvstændigord- ningen og vil desuden kunne benytte arbejdsfordelingsordningen.

Tags: corona