Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Minister vidste ikke, der manglede lovhjemmel til ordre om minkaflivning

Fødevareminister Mogens Jensen (Soc) siger nu, at han ikke var orienteret om, at der ikke var lovhjemmel til at beordre alle mink aflivet, da regeringen meldte det ud på et pressemøde i sidste uge.

Det fortæller han til TV 2 News.

På pressemøde i sidste uge fortalte regeringen, Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen, at der på minkfarme var konstateret mutation af coronavirus - cluster 5, som kun reagerer svagt på antistoffer. Samtidig konkluderede Statens Serum Institut i en ny risikovurdering fra 3. november, at en fortsat minkavl ville medføre en betydelig risiko for gentagelse af stor smittespredning blandt mink og mennesker, som det er set i Vestdanmark i 2020.

På den baggrund lød det fra regeringen, at alle mink i Danmark skulle aflives. Men det har senere vist sig, at regeringen ikke har hjemmel i loven til at beordre alle mink aflivet. 

Men det vidste Mogens Jensen ikke.

"Det er gået hurtigt. Der er begået fejl. Og det beklager jeg. Men det ændrer ikke ved, at der er stor risiko ved at have minkavl i Danmark under corona," siger han til TV2 News.

Han siger, at minkavlerne burde have fået at vide, at der var tale om en opfordring og ikke et krav til at aflive minkene. Alle minkavlere får derfor i dag et nyt brev, som kan læses HER. I brevet understreges det, at der for raske minkfarme, der befinder sig længere væk end 7,8 km fra en smittet besætning, er tale om en opfordring til aflivning hurtigst muligt af hensyn til folkesundheden.

Regeringen fremsætter tirsdag et lovforslag, der skal sikre lovhjemmel til at slå raske mink ned udenfor sikkerhedszonerne på 7,8 km. 

Mandag blev det klart, at regeringen ikke kan finde det nødvendige flertal til at få gennemført en hastelov, der skal sikre lovhjemmel til aflivningen. De borgerlige partier kræver flere svar fra regering og sundhedsmyndigheder, inden de vil stemme for.

Regerings støtteparti, Radikale Venstre, kræver, at forløbet omkring ordren af aflivningen af danske mink skal undersøges til bunds, skriver den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, på Twitter. 

»Lov er lov og lov skal holdes. Derfor skal det selvfølgelig undersøges grundigt hvad der er op og ned i sagen om lovhjemmel til at aflive mink, og konsekvens drages derefter,« skriver hun. 

 

 
 

Tags: corona, mink