Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Lægeformand vil i Folketinget

Formanden for landets intensivlæger, Joachim Hoffmann-Petersen, stiller op på Fyn til næste folketingsvalg.

"Jeg stiller op til Folketinget for Konservative. Jeg har opbrugt mit klippekort for brok og er klar til selv at tage et ansvar for beslutningerne. Jeg savner politikere med en naturvidenskabelig viden og tankegang!" skriver Joachim Hoffmann-Petersen som begrundelse på Twitter.

Den 41-årige overlæge arbejder på anæstesi- og intensivafdelingen på sygehuset i Svendborg og er speciallæge på akutbilen i Svendborg. Desuden studerer han i øjeblikket master i offentlig ledelse og er formand for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin.

Formandsskabet i Dansk Selskab for Anæstesi og Intensiv Medicin er langtfra det første tillidshverv, Hoffmann-Petersen har haft som læge. Han har tidligere været formand for Lægeforeningen i Syddanmark og fællestillidsrepræsentant på Odense Universitetshospital. Tidligere på året stillede han også op til formandsvalget i Lægeforeningen, men tabte til den nuværende formand, Camilla Rathcke. 

Tanken om en politisk løbebane tog for alvor fart, da han i foråret angreb, at Danmark ville hjælpe Italien med respiratorer, som blandt andet Region Syddanmark tidligere havde afvist at benytte, fordi de var for primitive og gamle. Det førte til et samråd i Folketinget.

"Jeg deltog selv som tilhører og tænkte: Er der dog ingen i lokalet, der ved noget om det, de taler om," siger Joachim Hoffmann-Petersen til fyens.dk. Han fortæller, at han også er blevet kontaktet af Venstre.

"Men det har jeg afvist, fordi jeg ikke kan se mig selv i et parti med cirkus Støjberg og den lemfældige omgang med sandheden, som Støjberg-sagen er for mig. Hele det idealistiske tankesæt hos De Konservative passer mig bedre," siger han til fyens.dk.

Den skarpe replik har offentligheden mødt ved flere lejligheder. I år er bl.a. sket i forbindelse med omskæringsdebatten, hvor narkoselægerne forlod arbejdet med en vejledning i forbindelse med rituel omskæring af drengebørn. Men ikke mindst er det sket i forbindelse med coronakrisen, hvor han bl.a. i foråret kritiserede, at der ikke var nok personale til at klare respiratorerne, og at mandighederne ikke var i stand til at sikre en stabil og sikker forsyning af værnemidler som mundbind og briller til sundhedspersonalet.

Lige nu er det debatten om en ny epidemilov, der optager ham. Han er stærk modstander af de vidtgående beføjelser om blandt andet tvangsvaccinering.

Joachim Torp Hoffmann-Petersen er opvokset i Jylland i en familie med mange læger og er student fra Holstebro Gymnasium. I 1999 flyttede han til Fyn og bor i Dalum med sin hustru og to børn.