Forskere har planer om ny national biobank for lungekræft
Dansk Forskningscenter for Lungekræft har taget de første skridt til at etablere en national blodbiobank på lungekræftområdet. Data fra biobanken skal bruges til at monitorere lungekræftpatienternes respons på nye behandlinger samt skabe bedre forudsætninger for at justere en behandling i tide.
Lungekræftområdet er et komplekst behandlingsfelt, hvor antallet af patient-undergrupper fortsat vokser. Det er en udvikling, som stiller krav om en tæt monitorering og en detaljeret viden om respons på behandling og resistensudvikling. For nuværende findes der ikke valide diagnostiske – og prognostiske biomarkører for alle patient-undergrupper. Det kan den nye nationale blodbiobank være med til at rette op på, forklarer Ole Hilberg, professor på Medicinsk Afdeling ved Sygehus Lillebælt og formand for bestyrelsen i Dansk Forskningscenter for Lungekræft.
”Blodbiobanken vil gøre det muligt for os at monitorere den enkelte patients respons på en behandling og hurtigt skifte til en ny behandling, hvis patienten ikke responderer eller får recidiv (tilbagefald, red.) på den første,” siger Ole Hilberg.
Ønsket om at kunne monitorere patienterne tættere har været til stede hos lungemedicinere og onkologer længe, men det er, ifølge Ole Hilberg, først nu, at det teknologiske setup er rede til, at det kan lade sig gøre i praksis. Han forventer, at biobanken kommer til at blive administreret som regionale enheder. Biobanken kommer til at involvere de kliniske biokemiske afdelinger, som skal stå for alle andre blodprøvetagninger.
Ny viden om resistensudvikling
Overlæge Peter Meldgaard fra Onkologisk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital sidder også som en del af bestyrelsen i Dansk Forskningscenter for Lungekræft og har været én af de drivende kræfter bag initiativet til den nye biobank. Han arbejder aktuelt på at forfatte et skriftligt oplæg, der skal sendes i høring på landets lungemedicinske- og onkologiske afdelinger for at sikre tilslutning til biobanken.
”Det er et højt prioriteret projekt, som der på tværs af faggrupperne i bestyrelsen har været stor opbakning til. Så jeg forventer ikke, at det bliver et problem at hente opbakning,” siger Peter Meldgaard.
