Coronabloggen: Restriktioner i hovedstadskommuner må beskrives som symbolpolitik
BLOG. Christian Heibøll-Nielsen kommer denne uge ind på to emner: Den nye, danske metaundersøgelse, som viser, at ingen af de to behandlinger, vi har mod covid-19, virker. Men passer nu det? Det andet emne er restriktionerne i de 17 hovedstadskommuner. Det er ren symbolpolitik, mener Christian Heibøll-Nielsen.
Christian Heebøll-Nielsen er farmaceut og har erfaring fra både undervisning og forskning på universitetet og fra en karriere indenfor markedsføring i både healthcare industrien og på reklamebureauer.
For tiden er han selvstændig konsultent og rådgiver firmaer med markedsføring indenfor life-science.
Han er 48 år gammel og gift med Annette, der er intensivsygeplejerske.
Danske forskere fra Copenhagen Trial Unit1 har netop offentliggjort en meget omtalt meta undersøgelse af effekten af to af de, også i Danmark, mest benyttede behandlinger af covid-19 – nemlig remdesivir og dexamethason. Remdesivir var oprindeligt udviklet til at behandle hepatitis C, hvor det dog ikke havde overbevisende effekt. Herefter undersøgte man, om det kunne anvendes mod ebola. I den forbindelse blev man opmærksom på, at stoffet også havde en vis effekt overfor coronavira. Dexamethason er en type af binyrebarkhormon og har været kendt siden 60’erne. Begge stoffer er blevet undersøgt i det store engelske RECOVERY trial. Og begge viste effekt.
Dexamethason reducerede dødeligheden med en tredjedel hos respiratorbehandlede patienter2 og lidt mindre hos dem, der kun behøvede ilt. Data var mere komplekse for remdesivir3. Overordnet set så man, at patienter, der modtog behandling, kom sig hurtigere end dem, der fik placebo. Gik man ned og så på subgrupperne, så det ud til, at effekten primært var til stede hos den gruppe, der fik iltbehandling.
Sidenhen er de to stoffer efterhånden blevet en del af standardbehandlingen af covid-19. Og det er de blevet hurtigt i mangel på bedre. Men senest har bl.a. WHO sået tvivl om værdien af remdesivir, som ellers har fået massiv og positiv presseomtale. Og i det lys er det bemærkelsesværdigt, at danske forskere fra Copenhagen Trial Unit i den nye meta undersøgelse underkender de to behandlinger mod coronavirus og har fundet frem til, at lægemidlerne har ingen eller meget lille effekt i forhold til at redde patienternes liv.
Tags: corona, coronablog

