Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Hvad gør vi, når hver dag har en ny smitterekord?

BLOG. Hver dag er der ny smitterekord i denne tid. Det er svært at kunne argumentere for, at vi skal kunne vende bøtten uden yderligere restriktioner. Det har ingen andre haft held med, skriver Christian Heibøll-Nielsen. 

Christian Heebøll-Nielsen er farmaceut og har erfaring fra både undervisning og forskning på universitetet og fra en karriere indenfor markedsføring i både healthcare industrien og på reklamebureauer.

For tiden er han selvstændig konsultent og rådgiver firmaer med markedsføring indenfor life-science.

Han er 48 år gammel og gift med Annette, der er intensivsygeplejerske.  

De tre seneste dage har alle budt på smitterekorder. Og alle systemer er under maksimalt pres. Der er timelange køer på at komme igennem til opsporing og til at rekvirere test, og hvis man er heldig, virker coronaprover.dk. Så hvad er det dog der sker? Er det hele ude af kontrol?

Der er nok en ret enkel forklaring på rekorderne. Siden regeringen meldte ud, at nu skulle alle unge i de 37 problemkommuner testes, har vi nemlig fået testet ganske mange af de unge. Unge, som vi tidligere har haft svært ved at få ind til test. Og det er jo i høj grad de unge, der er i risiko for smitte. Både fordi der er mange smittede unge og også på grund af deres adfærd. For det er ulige meget sværere at få unge mennesker til at opføre sig efter anbefalingerne. Og det er der ikke noget underligt i.

Og vi ser, at det især er i aldersgrupperne 10-29 år, at smitten stikker helt af. Regeringen har handlet og hjemsendt dem fra skoler og uddannelse. Men det tager lidt tid, inden vi vil kunne se en effekt. Og desværre er det endnu ikke givet, at der vil være en effekt. For det, vi kan se nu, er, at der faktisk er udbredt smitte i gruppen. Og de smittede vil naturligvis stadig kunne smitte andre. Forældre, bofæller, venner og andre kontakter. Så en effekt er helt afhængig af, at der samtidig skabes adfærdsændringer. Og det har vi altså ikke været så gode til hidtil.

På positivsiden tæller, at det, at vi finder smittede, som vi ikke fandt før, kan være en af nøglerne til at bryde smittekæder. Det kan det, hvis positiv test efterfølges af isolation og omtanke. Og netop isolation er et af de punkter, hvor det måske stadig halter lidt. Vi har ingen sikkerhed for, at isolationsregler faktisk overholdes, og man kan mistænke, at mange stadig tager for let på det. For vi hører stadig alt for ofte om, at man er blevet smittet af en, der havde symptomer, men har valgt at ignorere det. Og man kan også godt forstå, at der indfinder sig en vis træthed, når ens barn for 3.-4. gang er udpeget som nær kontakt med deraf førende isolation og test, der jo som regel er negativ.

Systemerne er kommet under maksimalt pres

Nu står vi så midt i suppedasen. Nye rekorder hver dag. Nye nedlukninger, og myndigheder og regering under maksimalt pres. For hvad stiller regeringen op, når nye nedlukninger følges af nye rekorder og stadig stigende smitte? Det er svært ikke at forestille sig, at der må komme yderligere restriktioner. Også selvom de forrige endnu ikke har haft tid til at virke.

Det, at vi nu finder smittede, vi ikke fandt før, og tallene derfor stiger, har desværre også en anden konsekvens. For presset på de systemer, der skal håndtere epidemien, fra smittesporing til bestilling af test, kommer også under maksimalt pres. Og det har den kedelige konsekvens, at ventetiden kan blive for lang. Og så må vi forvente, at mange giver op. For vil du selv have tålmodighed til at vente i flere timer i telefonen for at få taget endnu en test, når de tre forudgående alle var negative?

Den udvikling kan desværre bidrage til at gøre det hele endnu værre. Vi har ikke råd til at tabe folk på gulvet på grund af pressede systemer. Vi har haft mere end et halvt år til at blive klar til en situation, som den vi står i nu, og alligevel er vi det ikke. Det er ikke lette operationer at få så meget op af stå på en gang. Og mange yder en fantastisk indsats for at få det hele til at lykkes. Så meget mere frustrerende er det, når det alligevel ikke slår til. Og på et eller andet tidspunkt er nogen nødt til at evaluere på, hvor det går galt. Man kan stille håbe på, at vi med en fremtidig epidemikommision måske kan være bedre forberedt næste gang. Det hjælper os bare ikke her og nu.

Hvad skal vi gøre?

Så hvad skal vi stille op? Smile og håbe det bedste? Lukke landet totalt ned med udgangsforbud og hvad dertil hører? Lave små justeringer i et forsøg på at optimere? Det er ikke helt nemt at svare på. Kigger vi lidt rundt i Europa kan vi konstatere, at dem, der har haft held til at bremse bølgen, alle er gået helt anderledes hårdt til værk end os selv. Danmark scorer meget lavt i det såkaldte Government Stringency Index. Faktisk lavere end noget andet land i den graf, du kan se herunder. Selv Sverige scorer højere end os.



Det er derfor også svært at kunne argumentere for, at vi skal kunne vende bøtten uden yderligere restriktioner. Det har ingen andre haft held med. Men hvilke restriktioner er det så, der virker? Se nu bliver det svært.

Der er helt grundlæggende tre måder at nedbringe kontakttallet – R-værdien, som vi kender så godt, og som siger noget om, hvor mange hver smittet smitter.

1. Vi kan blive bedre til at finde og isolere smittede for på den måde at bryde smittekæderne.

2. Mindske chancen for at møde en smittet og dermed begrænse antallet af kontakter.

3. Mindske risikoen for, at vi smitter, når vi mødes. Tænk masker.

De fleste af vore restriktioner retter sig mod de to første. Det er derfor, vi øger antallet af test, og derfor vi lukker skolerne. Hidtil er der bare ikke noget, der tyder på, at vi kan begrænse smitten med flere test. Tværtimod fristes man til at sige. Så måske det er noget mere grundlæggende i teststrategien, man skal kigge på? Ligeledes kan noget tyde på, at vi ikke i tilstrækkelig grad har begrænset antallet af kontakter. Og det er her, at de klassiske lock-down elementer kommer i spil.

I andre lande har man indført udgangsforbud aften og nat, indført et maksimum for, hvor mange man må have kontakt med og lukket virksomheder ned. Det er drastiske tiltag. Og ikke noget, man vinder nogen popularitetskonkurrencer på at indføre. Men spørgsmålet er: Hvor længe tør vi lade være?



Tags: corona, coronablog