Antallet af indlagte i hovedstaden stiger stærkt
2. december var der 102 indlagte med covid-19 i Region Hovedstaden. 10. december er der 156.
Det fremgår af Region Hovedstadens daglige opgørelser.
"Tallet er på bare en uge steget med 50 procent, og det bekymrer os rigtig meget," siger Dorthe Crüger, koncernchef i Region Hovedstaden til TV 2 Lorry.
"Det bekymrer os, for hvis det fortsætter med at stige over de næste uger, så har vi ikke længere plads til den planlagte aktivitet på vores hospitaler, og så må vi begynde at aflyse det, vi også skal, nemlig at behandle alle de andre patienter," siger Dorthe Crüger og appellerer til, at folk tager situationen dybt alvorligt og overholder alle restriktioner.
Indlæggelserne kommer efter, at incidensen i Region Hovedstaden i uge 48 steg til 242 mod 209 i uge 47. Incidensen viser, hvor mange smittede der er pr. 100.000 indbyggere de seneste syv dage.
Den øgede incidens fik 4. december sundhedsminister Magnus Heunicke til at melde ud, at Region Hovedstaden som den eneste region var kommet på niveau 4 af fem mulige på det nationale varslingssystem.
Region Hovedstaden har lavet en skaleringsplan med fire trin, så kapaciteten trinvis kan tilpasses det aktuelle behov. På det højeste trin, trin 4, planlægges der med maksimalt 360 almindelige isolationspladser og 95 intensivpladser til covid-patienter.
Hospitalerne i regionen kan belastes forskelligt, alt efter hvor smittetrykket er højest. Hospitalerne har derfor indgået aftaler for, hvordan de hjælper hinanden, så der sikres en jævn stigningstakt på tværs af hospitalerne. For almindelige isolationspladser gælder, at der sker udligning på tværs af hospitaler, når et eller flere hospitaler kommer over 85 pct. belægning på deres covid-pladser inden for gældende skaleringstrin. Det sker gennem ændret visitation og eventuel overflytning af patienterne.
Behovet for at skalere op eller ned afhænger dog ikke kun af, hvor mange patienter, der er indlagt med covid-19. Det har også betydning, hvor mange patienter, der i øvrigt er indlagt. Hvis der f.eks. er få øvrige patienter indlagt på intensiv, vil covid-19-patienter kunne få nogle ekstra pladser, og behovet for at oprette ekstra intensivkapacitet vil være mindre.
Mens antallet af indlagte samlet set er steget stærkt i hovedstaden den seneste uges tid, ligger antallet af indlagte på intensiv mere stabilt. 10 december ligger der 18 patienter på intensiv i regionen. 2. december var det 17.
Dagligt antal indlagte i Region Hovedstaden

Kilde: SSI
Næste to grafikker gælder hele Danmark


Tags: corona
