Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Undersøgelse: Coronavirus fundet hos et barn i Milano i november 2019

En fire-årig dreng fra Italien havde i november 2019 symptomer, som pegede i retning af mæslinger i form af åndedrætsbesvær, opkastning og pletter på huden. Men nu viser test, at barnet havde covid-19 med hudsymptomer.

Sars-CoV-2 var til stede i Italien for mere end et år siden, viser en ny analyse af ​​en vatpind, som blev brugt til undersøgelse af en dreng foretaget 30. november 2019 på en skadestue i Milano. Drengen led i begyndelsen af hoste og snotten, siden fik han vejrtrækningsbesvær, og endelig efter 14 dage fik han et udslæt på huden, som man dengang tolkede som mæslinger. Men en re-analyse viser nu, at han i virkeligheden led af covid-19 mere end tre måneder før, at virussygdommen første gang blev registreret i Italien 20. februar 2020. Det fremgår af et nyt studie udført af State University of Milan, offentliggjort i tidsskriftet Emerging Infectious Diseases.

Den fire-årige patient, der ikke havde været i udlandet, bor udenfor hovedbyen Milano i den italienske region Lombardiet og er derfor blevet smittet lokalt, hvilket ifølge Gian Vincenzo Zuccotti, dekan for Det Medicinske Fakultet ved State University of Milan, forekommer realistisk i lyset af den tætte kommercielle kontakt, som findes mellem Lombardiet og Kina.

"Patientens kliniske forløb ligner, hvad andre forfattere har rapporteret. Makulopapulære læsioner er blandt de mest observerede hudmanifestationer under covid-pandemien, og flere undersøgelser har bemærket disse manifestationer komme efter de respiratoriske symptomer hos yngre patienter," siger Gian Vincenzo Zuccotti til den italienske avis Corrierre della Sera.  

Analysen af drengenes oprindelige swab, hvor drengen testede negativt for mæslinger, viser nu i stedet en RNA-sekvens identisk med referencesekvensen for Sars-CoV-2 (kaldet "Wuhan-Hu-1") samt sekvenser af andre stammer, der cirkulerer rundt om i verden i efterfølgende stadier. Derfor præciserer forskerne, "var det ikke muligt nøjagtigt at bestemme oprindelsen af ​​den identificerede stamme".

Forskerne har i alt reanalyseret 39 patienter i alderen otte måneder til 73 år: Kun det fire-årige barn testede positivt for coronavirus.

"Ideen var at retrospektivt undersøge alle tilfælde af smitsomme sygdom med hududslæt, der blev identificerede i Milano mellem september 2019 og februar 2020, og som testede negativt for mæslinger," forklarer Silvia Bianchi, en af ​​forfatterne til arbejdet.

"Den beskrevne case hjælper os til bedre at forstå, hvad vi så i februar. Hvor vi få dage efter opdagelsen af "patient 1" diagnosticeret i Codogno pludseligt fandt os i en situation med overbebyrdede hospitaler fulde af covid-patienter. Pandemien har lært os, at virkningerne af vores risikoadfærd ikke ses med det samme, men efter cirka fire uger. Med opdagelsen af ​​denne sag kan vi forstå noget mere,” siger Gian Vincenzo Zuccotti.

Hypotesen om, at Sars-CoV-2 har cirkuleret i Italien allerede sidste år, støttes af blandt andet spildevandsprøver i Milano, lægers rapporteringer om cirkulerende lungebetændelser og respiratoriske syndromer af uklar oprindelse i december og januar samt af et nyt italiensk studie, som fandt antistoffer helt tilbage til september 2019 i blodprøver fra mennesker, som var indrulleret i et lungecancerscreeningsprogram.

Professor Zuccotti oplyser til Corrierre della Sera, at han fortsat ser børn med covid-relaterede hudsymptomer på hospitalet i dag:

"Det er komplikationer, der viser sig efter afslutningen af ​​infektionen, når de unge er negative for Sars-CoV-2, men stadig har en vigtig produktion af antistoffer. Hos yngre børn er den klassiske manifestation af covid Kawasaki-lignende symptomer. Hos de ældre, fra otte-års alderen og op i ungdomsårene, kan der være mere alvorlige former med systemisk betændelse og hjerteinddragelse. Nogle børn har brug for genoplivning, men heldigvis er alle vores små patienter hidtil kommet sig igen,” fortæller Zuccotti, der siger, at mavesymptomer på grund af covid-19 især er typiske for børn.

Tags: corona