Coronavaccine: Den praktiserende læge skal stå for kontakten til patienter i risikogruppen
Det bliver de praktiserende læger, som får til opgave at kontakte og henvise de særligt sårbare patienter med risiko for at få et alvorligt corona-forløb til covid-19-vaccinen, når de første faser af Sundhedsstyrelsens vaccinationsprogram bliver rullet ud i den nærmeste fremtid.
Når ældre på plejehjemmene og særligt udvalgt personale i sundheds-, ældre- og dele af socialsektoren, som er særligt udsat eller varetager en kritisk funktion, som de allerførste har fået en coronavaccination, står de særligt udsatte sårbare grupper for tur.
I den fase af vaccinationsprogrammet får de praktiserende læger en afgørende rolle. Her bliver det de praktiserende lægers ansvar, på baggrund af retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, at vurdere, om deres patienter skal vaccineres mod covid-19. Da man på det tidspunkt sandsynligvis vil foretage vaccinationer i særlige telte, bliver der rent praktisk tale om, at de praktiserende læger skal lave en henvisning til en vaccination.
Naturlig opgave for praktiserende læger
Jonatan Schloss er med på, at det bliver en ekstra arbejdsbyrde for de praktiserende læger, men han mener, at visiteringsopgaven er en helt naturlig opgave for den praktiserende læge.
"Du skal sidde med patientens journal og have kendskab til patienten for at vurdere, om man opfylder kriterierne for at være i en risikogruppe, så man kan få en vaccination som en af de første, eller om man skal vente lidt til almindelige danskeres tur," siger PLO-direktøren.
Lægen kontakter patienter
Netop kriterierne kommer til at fremgå af en vejledning fra Sundhedsstyrelsen, som ikke er klar endnu. Men ifølge Jonatan Schloss vil der sandsynligvis blive tale om de samme risikogrupper, som styrelsen tidligere har meldt ud - f.eks. overvægtige, patienter med lunge- eller kræftsygdomme, diabetes m.v.
Tags: corona
