Covid-19-vaccine forventes godkendt i EU før jul
Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) forventes at godkende covid-19-vaccinen fra Pfizer og BioNTech den 23. december.
Det skriver den tyske avis Bild.
Den tyske sundhedsminister Jens Spahn har tidligere kritiseret, at EU er bagefter i forhold til USA, Canada og Storbritannien, som alle har godkendt nødautorisation af vaccinen og er begyndt at vaccinere.
Jens Spahn bekræfter ifølge BILD, at EMA forventes at godkende vaccinen 23. december.
"Dette er gode nyheder for hele EU. For hver dag, vi får vaccinen tidligere, kan vi reducere lidelse og måske undgå dødsfald," siger han.
Ifølge Bild regner Jens Spahn med, at man i Tyskland kan begynde vaccination to-fire dage efter godkendelse - det vil sige mellem jul og nytår.
Vaccinen har en effektivitet på 95 procent, har Pfizer-BioNTech allerede fortalt, men først for et par dage siden publicerede tidsskriftet New England Journal of Medicine de endelige resultater for vaccinen. Og den videnskabelige publikation lever i høj grad op til forventningerne, siger to uvildige forskere, Videnskab.dk har talt med.
»Jeg har svært ved at få armene ned. Det er fuldstændig fantastisk. Det er et dynamite-studie. Jeg har aldrig set vaccine-data, der ser så overbevisende,« siger lektor Martin Tolstrup til Videnskab.dk. Han forsker i vacciner og infektionssygdomme og er laboratorieleder på Aarhus Universitetshospital.
Forsøget viser, at man med meget stor sandsynlighed er beskyttet mod at blive syg med covid-19, hvis man får to doser af vaccinen. 14 dage efter, at forsøgsdeltagere fik den sidste dosis af vaccinen, var de med 95 procents større sandsynlighed beskyttet mod covid-19, i forhold til den gruppe der havde fået en saltvandsindsprøjtning.
Tags: corona
