Storbritannien er voldsomt presset af corona-epidemien på grund af den britiske coronamutation B.1.1.7, som gør coronavirussen over 50 procent mere smitsom, og som nu er skyld i mere end halvdelen af nye tilfælde i Storbritannien. Det har ført til, at Storbritannien har besluttet at udskyde vaccination med dosis to i op til tre måneder.
I Danmark holder Statens Serum Institut (SSI) foreløbigt fast i, at anden dosis af coronavaccinen fra Pfizer og BioNTech skal gives efter tre uger. Men man vil følge erfaringerne fra Storbritannien, siger Henrik Ullum, direktør i SSI, til DR.
“Det vil også give god mening at diskutere det videre, men som officiel myndighedsperson hælder jeg i første omgang til den officielle anbefaling, hvor vi ved, hvad vi gør og har dokumentation for det,” siger Henrik Ullum til DR.
Også Tysklands sundhedsministerium vil diskutere sagen. Men ministeriet vil først have en uafhængig vaccinationskomité til at rådgive om, hvorvidt det er en god idé at udskyde andet stik med coronavaccinen fra Pfizer/BioNTech.
Meldingerne fra eksperter er ikke entydige.
Overlæge og professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet og Københavns Universitet, Jens Lundgren, advarer i dag på Twitter mod at udsætte gen-vaccinationen.
“De videnskabelige studier, der ligger til grund for brug af vaccinerne, blev udført med andet stik tre—fire uger efter det første. At forlænge intervallet er der derfor ikke direkte videnskabeligt belæg for. Og der er risici,” skriver han.
Han angiver, at det kan være en risiko, at effekten af første stik ikke holder sig i f.eks. 12 uger, da den beskyttende immunitet efter første stik fortsat er umoden. Det er andet stik, som modner den.
“Virus tenderer til at mutere. Under højt smittetryk kan ske fortsat selektion af virus, der kan modstå en umoden immunitet,” skriver han.
Også selve tiltroen til vaccinationsprogrammet kan lide et knæk, hvis myndighederne går med til at anbefale en udsættelse af stik nummer to, mener han.
“Tiltro til vaccinationsprogrammet er afgørende på længere sigt. Der har været bekymring for at udvikling er gået for hurtigt, og nu overvejes der at “sprænge rammen” for, hvad der er videnskabeligt belæg for. Forlængelse af interval bør derfor ske som led i videnskabeligt studie,” siger han.
Kasper Lage, der er ass. professor ved Harvard Medical School, er enig med Jens Lundgren.
"Det er virkelig vigtigt at understrege, at der ikke er nogen test af effektiviteten af Pfizer/BioNTech vaccinen, når anden dosis gives efter 12 uger. Videnskabeligt vil man sige, at ‘null’ hypotesen i dette scenarie er, at vaccinen er (meget) mindre effektiv. Ved at vente med anden dosis kan man meget vel være med til at fremme farlige nye mutationer/varianter samtidig med, at vaccinen bliver mindre effektiv. Det er farlig grund, man træder ved at ændre på det regime, der er bevist at være meget effektivt," skriver han på Twitter.
”Vi kunne redde mange liv"
Mediet Wbur, som er ejet af Boston Universitet, skrev allerede midt i december om muligheden af kun at vaccinere med en dosis her i begyndelsen, hvor der er mangel på vacciner.
Chris Gill, infektionsspecialist fra Boston Universitet, argumenterer for, at det måske er bedre for så mange mennesker som muligt at få et vaccineskud nu, mens forsyningerne er begrænsede, og coronavirus inficerer og dræber rekord mange.
”Vi kunne redde mange liv,” siger Gill og tilføjer, at når vaccineproducenterne forventes at opskalere deres produktion til at producere hundreder af millioner af doser om måneden, kan de, der kun fik en dosis, komme tilbage til deres andet boosterskud.
WBur skriver, at analyse fra de amerikanske lægemiddelmyndigheder (FDA) af både Moderna and Pfizers vacciner har fundet, at en enkelt dosis af vaccinerne giver en hel del beskyttelse mod coronavirus.
Effektiviteten af Modernas vaccine efter et stik var ifølge mediet på mellem 80-90 procent, fremgik af fase 3-forsøget, som førte til vaccinens nødgodkendelse i USA. Vaccinen fra Pfizer-BioNTech var 70 procent effektiv efter en dosis, og efter to doser 95 procent effektiv. Og efter at have godkendt Oxford-AstraZeneca vaccinen, har britiske regulatorer sagt, at den er ca. 70 procent effektiv i de første 12 uger efter første dosis.
Peter Marks, direktør for FDA´s vaccinekontor, siger til Bloomberg, at information om effekten af en dose er blevet misforstået.
Han mener, at det er bekymrende at have fuld tillid til kun et stik.
“Hvis folk ikke ved præcist, hvor effektiv en vaccine er, er det risikabelt. Folk kan tro, at de beskyttede, men er det måske ikke. De kan adfærdsmæssigt tage unødvendige risici," siger han til Bloomberg.