Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Alle plejehjemsbeboere har fået første stik ved ugens udgang

Ved udgangen af denne uge vil samtlige beboere på alle landets over 900 plejecentre, som har ønsket en vaccine, have fået det første stik.

Det skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.

De første leverancer fra Pfizer-BionTech er nu brugt og den næste leverance er kørt ud på frys i alle regioner. Vaccinen har samtidig vist sig at strække længere end ventet, fordi der kan trækkes flere end de forudsatte fem vacciner op af et hætteglas.

Regionerne har den sidste uge i tæt samarbejde med kommuner og praktiserende læger arbejdet intenst på at vaccinere både frontpersonale og beboere på plejecentre.

"Det er glædeligt, at det går så hurtigt med at komme hele vejen rundt på plejecentrene. Det er et stort skridt mod en mere normal verden, hvor vi ikke skal være bange for, at vores ældre medborgere bliver smittet med covid-19. Jeg vil gerne sige tak til alle de medarbejdere, som står for vaccinationsindsatsen, og tak til kommunerne og praktiserende læger for et tæt og godt samarbejde om den store opgave,2 siger formand for Danske Regioner, Stephanie Lose, i pressemeddelelsen.

Nu åbner vaccinationscentre i alle regionerne, og der tages fat på den næste målgruppe i vaccineindsatsen, som er de mest sårbare, hjemmeboende ældre.

Samtidig fortsætter også vaccination af frontpersonale på plejecentre, i det præhospitale beredskab og på hospitalerne.

Tags: corona