Nye restriktioner er på vej for at bremse coronasmitten. Regeringen vil bl.a. have forsamlingsloftet sænket fra ti til fem personer.
Det siger statsminister Mette Frederiksen på pressemøde i dag, hvor hun også kommer med en kraftig appel til alle danskere: Bliv mest muligt derhjemme. Køb kun ind en person af gangen. Aflys alle aftaler.
Anbefalingen om at sænke forsamlingsloftet yderligere kommer, efter den nye britiske virusvariant B.1.1.7 er nået til Danmark. SSI forventer, at den bliver den dominerende virusvariant i februar, og at kontakttallet derfor alt andet lige må forventes at stige. SSI har i dag beregnet kontakttallet til 1,0. Men smitten med den engelske variant cluster B.1.1.7 stiger eksponentielt, og SSI vurderer derfor, at den engelske variants kontakttal i Danmark er ca. halvanden gang større end de øvrige varianters, dvs. den er 1,5. Det vil sige, at 10 smittede smitter 15 andre.
"For en måned siden var der ca. 16.000 smittede om dagen i Storbritannien. I dag er der ca. 60.000," sagde Mette Frederiksen, der slog fast, at det er for sent at stoppe B.1.1.7 i Danmark.
"Vores opgave er nu at forsinke smitten med varianten, så vi kan nå at vaccinere endnu flere. På fredag vil de sidste plejehjemsbeboere have fået vaccinen, og vi er det land i EU, som har vaccineret den største andel af befolkningen. Regeringens holdning er, at i det øjeblik, vaccinerne rammer dansk jord, skal de ud og virke," sagde hun.
Regeringens mål er 100.000 vaccinationer om dagen. Men at holde smitten nede er blevet endnu sværere med varianten.
"Varianten er så meget mere smitbar, at det kræver, at en større andel af befolkningen er immune for at opnå flokimmunitet," sagde hun, der samtidig fortalte, at risikovurderingen herhjemme nu er på det højeste niveau, hvilket er niveau 5. Det betyder, at der er udbredt samfundssmitte og risiko for, at hospitalerne ikke kan følge med. I og med, at flere smittes, vil flere blive indlagt og dø, og hospitalerne vil blive presset endnu mere.
"Vi skal skal hindre, at der kommer flere varianter ind i landet, og regeringen overvejer sammen med myndighederne behov for yderligere indrejserestriktioner. Vi skal også finde og bryde smittekæder. Der er lige nu for få, der testes - vi ønsker, at al personale på plejecentre i alle regioner skal hurtigtestes, og der skal udvikles testsmodeller for personalet i daginstitutioner," sagde Mette Frederiksen.
Hun sagde også, at smitteopsporingen skal op i gear, og at regeringen sætter ressourcer til rådighed. Målet er også snart at få alle positive prøver i landet gensekventeret, så man kan bryde smittekæder med den britiske variant hurtigst muligt.
"Så er der restriktionerne. Fra i morgen sænkes forsamlingsloftet til 5 personer. Alle opfordres til social kontakt med højst 5 personer, også derhjemme. Vi indfører 2 meters afstand - også i det offentlige rum," sagde hun.
Det kan blive nødvendigt at forlænge restriktionerne til efter den 17. januar, hvor en del af dem står til at udløbe, sagde Mette Frederiksen. Det kan man lige så godt forberede sig mentalt på nu.
Statsministeren siger, at vi er i et "reelt kapløb med tiden".
Hun opfordrer til, at danskerne udviser solidaritet og står sammen.
"Vi har ved flere andre lejligheder vist, hvad vi sammen kan i det her land. Nu skal vi i de kommende uger få banket smitten så meget ned, som det kan lade sig gøre," sagde hun.
Der iværksættes bl.a. følgende tiltag – foreløbigt til og med søndag den 17. januar 2021:
Forsamlingsforbuddet sænkes fra 10 til 5 personer. Personer fra samme husstand og nærmeste pårørende er undtaget, så længe man ikke er flere end 10 personer til stede. Det samme gælder for visse fællesområder, hvor personer, som ikke tilhører samme husstand, bor, hvis deres boligforhold tilsiger, at de i praksis ikke kan undgå et vist mål af omgang med hinanden (gældende fra onsdag den 6. januar 2021 kl. 12:00).
Undtagelsen til forsamlingsforbuddet ændres, således at muligheden for at være op til 500 siddende personer ved visse arrangementer, herunder ved kulturarrangementer, idrætsarrangementer og konferencer, ikke længere finder anvendelse (gældende fra onsdag den 6. januar 2021 kl. 12:00).
Det overvejes desuden, om der skal ske yderligere indskrænkninger i undtagelserne fra forsamlingsforbuddet. Forsamlingsforbuddet vil fortsat ikke gælde i sædvanlige arbejdsmæssige sammenhænge, ved afholdelse af undervisning, eksamen eller lignende, hvor fysisk fremmøde er nødvendig, eller for udøvere af professionel idræt.
Anbefalingen om, hvor mange personer, der forsamles i private hjem, justeres, så det fremover anbefales, at man højest samles 5 personer i private hjem inkl. egen husstand. Anbefalingen omfatter ikke husstande på mere end 5 personer.
Anbefalingen om antallet af sociale kontakter sænkes til maksimalt 5 sociale kontakter, ud over sin hustand og sin arbejdsplads, hvis man fortsat møder fysisk op.
Afstandsanbefalingen øges ud fra et forsigtighedsprincip fra 1 til mindst 2 meter i en afgrænset periode.
Som følge af ændringerne i afstandsanbefalingen nedjusteres antallet af, hvor mange personer der kan opholde sig indendørs på samme tid i for eksempel dagligvarebutikker. Arealkravene i dagligvarebutikkerne øges, så færre kunder kan lukkes ind.
Udendørs kulturinstitutioner, forlystelsesparker, zoologiske anlæg, akvarier mv., skal holdes lukket for offentligheden (gældende fra fredag den 8. januar 2021).
Dagtilbuddene er åbne, idet smitten fortsat ikke er drevet af de mindste børn. Pasning af børn bør foregå i mindre, faste grupper, hvor det er muligt.
Forældre opfordres dog til at holde børn hjemme fra dagtilbud, hvis dette er muligt. Desuden undersøges muligheden for øget brug af fx visir ifm. dagtilbud.
Der tages yderligere initiativer til at bruge den ledige testkapacitet.
Smitteopsporingen intensiveres med en særlig indsats for at opspore kontakter til smittede med den britiske virusvariant.