Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Stephanie Lose vil blive i regionerne, selv om hun bliver næstformand i Venstre

Regionernes formand Stephanie Lose melder sig som næstformand i Venstre, men vil ikke af den grund opgive sin formandspost i Danske Regioner og Region Syddanmark.

Den første kandidat har meldt sig som næstformand i Venstre efter Inger Støjberg. Det er Stephanie Lose, der i dag er formand for Danske Regioner og regionsrådsformand i Region Syddanmark, og de poster agter hun at blive ved med at have, selv om hun skulle blive valgt. Hun planlægger derfor at stille op til regionsvalget i efteråret, uagtet hun skulle blive næstformand i Venstre.
 
"Det er min tro, at en næstformand med rod i Venstres kommunale og regionale bagland vil være en styrke for partiet og for vores formand. Og så jeg gør det med et ønske om at redefinere næstformandsposten. Hvis Venstres medlemmer vælger mig som næstformand, er det min hensigt, at koncentrere mig om at arbejde aktivt og engageret på de indre linjer i vores parti med både organisation og politik, og så vil jeg overlade til Formanden og Folketingsgruppen at tegne Venstres politiske linje i medierne," skriver hun på Facebook.
 

Kære alle Jeg har besluttet mig for at stille op til posten som næstformand i Venstre. Modsat tidligere næstformænd...

Slået op af Stephanie Lose i Torsdag den 7. januar 2021
 
Posten som næstformand i Venstre blev ledig, da Inger Støjberg 29. december trak sig som næstformand efter uenigheder med formand Jakob Ellemann-Jensen.
 
Stephanie Lose er den første kandidat til posten. Borgmester i Viborg og tidligere håndboldlandstræner Ulrik Wilbek ville tidligere på ugen ikke afvise at stille op, men efter Stephanie Lose melding siger han nu, at han ikke ønsker det.
Han vil ikke have mere uro i Venstre og ønsker derfor ikke et kampvalg om næstformandsposten.
 
Valget om ny næstformand finder sted 24. januar, hvor der er indkaldt til ekstraordinært landsmøde i Roskilde. 

Da Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen gik af som formand og næstformand i Venstre i 2019, blev der allerede dengang spekuleret i Stephanie Lose som næstformand. 

Hun skrev imidlertid 1. september 2019 på Facebook:

"Det er imidlertid ikke en post, jeg stiller op til. Jeg har hænderne fulde i Region Syddanmark og Danske Regioner, og brænder for mit arbejde i og for regionerne. Hvis der også skal være tid til min familie (...), så er der ikke nok timer i døgnet lige nu."

At valget denne gang heller ikke har været helt nemt, kommer Stephanie Lose også ind på på Facebook:

"Min beslutning kommer efter mange overvejelser, og jeg vil gerne takke for de mange henvendelser og opfordringer om at stille op, som jeg har modtaget i den sidste uges tid. Det har gjort et stort indtryk på mig."