Heunicke er ikke længere sundheds- og ældreminister
Magnus Heunicke (Soc.) er ikke længere sundheds- og ældreminister. Han mister ældreområdet og kan fremover kalde sig sundhedsminister.
Det fremgår af en ministerrokade, som statsminister Mette Frederiksen har lavet i dag.
Social- og indenrigsminister Astrid Krag overtager ældreområdet og kan fremover betegnes social- og ældreminister, da hun afgiver indenrigsområdet til boligminister Kaare Dybvad Bek, der fremover betegnes indenrigs- og boligminister.
Det nye Social- og Ældreministerium skal fremover koordinere det videre arbejde omkring regeringens samarbejde med syv kommuner om velfærdsaftaler, der på en række velfærdsområder sætter indsatsen fri.
"En sammenlægning af social- og ældreområdet vil styrke sammenhængen mellem de vigtige kommunale velfærdsområder. Ældreområdet udgør en vigtig prioritet for regeringen. Senest er der med Aftale om finansloven for 2021 prioriteret et betydeligt løft i kommunerne til at sikre højere faglighed og flere ansatte i ældreplejen. Flytning af ældreområdet fra Sundheds- og Ældreministeriet vil samtidig give mulighed for at fokusere indsatsen på håndteringen af COVID-19 på sundhedsområdet i endnu højere grad," skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.
Social- og Indenrigsministeriet skifter med ændringerne navn til Social- og Ældreministeriet, ligesom Sundheds- og Ældreministeriet skifter navn til Sundhedsministeriet. Samtidig skifter Transport- og Boligministeriet som følge af ændringerne navn til Transportministeriet.
Døgnet har kun 24 timer. Jeg må være ærlig og sige, at corona også i månederne frem kommer til at kræve al min vågne tid. Det har været en stor ære være ældreminister og jeg overdrager trygt opgaven t @Astridkrag. Og så er jeg udelukkende sundhedsminister. Vi fortsætter arbejdet pic.twitter.com/V1vmKq4G3W
— Magnus Heunicke (@Heunicke) January 21, 2021
