Påvirkes af adfærd
I traditionelle epidemiologiske modeller vil R-værdien falde, efterhånden som flere bliver immune for sygdommen. Og i den virkelige verden påvirkes værdien også af vores adfærd. Når vi gør mere for at undgå smitte gennem at holde afstand, have god hygiejne, lukke skolerne og blive hjemme fra arbejde, så nedbringer vi også R-værdien. Og det er dermed målet for alle de restriktioner, som vi må leve med.
Problemet er bare, at R-værdien ikke er så nem at beregne. For beregningen af R-værdien er ikke just en eksakt videnskab og hviler på et antal grundlæggende antagelser og gæt. I den ideelle verden beregnes R-værdien ud fra et eksakt kendskab til, hvor mange, der smittes. Det er viden, ingen har. Vi ved dog, hvor mange der tester positive, og at mange er smittede uden nogensinde at blive testede. Især med den engelske mutation har vi et problem. Hidtil har vi været afhængige af data fra de prøver, der er sekventeret, for at finde smittede. Men nu har man taget den såkaldte delta PCR i brug, der med det samme burde kunne afsløre mutationen.
Når vi nu hører, at R-værdien for den engelske variant ligger lige under 1, hvordan skal vi så forstå det? Det er ikke helt nemt. For samtidig med den lave R-værdi hører vi også, at andelen af smittede med varianten vokser hastigt. Altså to grundlæggende, modsatrettede oplysninger. Og problemet er, at vi ikke kan vide, hvad der sker, når den engelske variant bliver den dominerende. Det kan meget vel påvirke R-værdien markant. Og det samme kan i øvrigt ganske få superspreder-begivenheder.
Derfor har Seruminstituttet for nylig indført en ny praksis i beregningen af R. Man forsøger at estimere det reelle antal smittede ud fra hvor mange, der dagligt lader sig teste. Det gør man ud fra en forventning om, at når få testes, så går der relativt mange flere uopdagede rundt. Det er ikke nemt at lave en sådan korrektion. Man er nødt til at lave en helt række antagelser, blandt andet om, hvordan smitten statistisk er fordelt. Og yderligere er man nødt til at tilføje et element af tilfældighed gennem komplicerede matematiske teknikker. Og metoden er nok et fremskridt i forhold til dengang, vi bare kiggede på de rå smittetal. I begyndelsen af epidemien var det ikke et stort problem. Blandt andet fordi der var meget begrænsning på hvem, der kunne testes. Det sikrede, at populationen fra dag til dag var ret ens. Men senere, hvor vi har åbnet op for, at alle kan testes, bliver variationen meget større.
Valget af metode skaber forskellige resultater
Et af problemerne med at læne sig for meget op af en beregnet R-værdi er, at man misser lokale variationer. R-værdien er som sådan et gennemsnitstal for hele landet. Men man kan forestille sig en situation, hvor R-værdien er pænt under 1 for landet, men der sker lokale smitteudbrud. Og problemet er, at disse lokale udbrud jo kan sprede sig, og inden man har set sig om, påvirker det hele landet. Vi så også i Tyskland i foråret 2020, at et enkelt udbrud på en slagterivirksomhed pludselig fik R-værdien til at eksplodere for hele landet. Det gjorde den, fordi smitten generelt var så lav, at et enkelt udbrud kunne virke som en voldsom stigning.
Et andet problem med R-værdien er, at der altid vil være en vis forsinkelse. Bare det, at det tager fire dage fra, at man smittes og til, at man får symptomer, giver en forsinkelse. Og skal man yderligere analysere prøverne ekstra, som vi har gjort gennem sekventering for at finde den engelske variant, ja så øges forsinkelsen.
Seruminstituttet har under epidemien også brugt andre tal til at beregne R-værdien. Helt specifikt har de brugt indlæggelser i stedet for smittede som et alternativ. Det giver mening fordi, for det jo er indlæggelser og død, der er problemet, mere end det er smitten. Kigger man på graferne hos SSI, kan man se, at graferne ligner hinanden. Der er dog nogen forskel. Og når man kigger på indlagte, er der yderligere problemer med forsinkelse. Det tager tid før man er så syg, at man må indlægges.
Endelig bør man også vide, at der er mange forskellige måder, at R-værdien kan udregnes på. Og alt efter valg af metode, vil man komme til forskellige resultater. Det er dygtige folk, der arbejder med det hos Seruminstituttet. Men de træffer også valg, og - må man formode - har også andre hensyn at tage i deres valg.
Sammenfattende kan vi sige, at der fortsat er vigtig viden at hente i kendskabet til kontakttallet. Men man bør ikke lade kendskab til kontakttallet blive definerende for, hvordan man agerer politisk. Risikoen for at træffe forkerte valg er alt for stor. Og politikere bør også meget gerne holde igen med bombastiske udmeldinger, som vi f.eks. så forleden med Heunicke, der glad kunne fortælle, at nu var R-værdien nede på 0,6. Det er kun et øjebliksbillede, og allerede her få dage efter er tallet naturligvis et andet. Man bør derfor holde sig til at kigge på, om tallet stiger eller falder.
