Kirurger kom foran i vaccinekøen
En fejl i booking-systemet gjorde det muligt for en gruppe ortopædkirurger på Sygehus Sønderjylland at rykke sig selv frem i køen til en vaccine mod coronavirus.
Det skriver TV2.
En ortopædkirurg opdagede tilfældigt, at han kunne booke en vaccine på hjemmesiden vacciner.dk - det system, man normalt kun kan booke igennem, hvis man har fået en invitation i e-boks. Det fortalte han sine kolleger, som også bookede en tid.
Kirurgerne fortalte åbent om det på sygehuset, og det skabte røre, da der er ekstra udsat personale på sygehuset, som hver dag er i risiko for at få corona i forbindelse med deres arbejde, men som endnu ikke er blevet tilbudt en vaccination.
I en mail til TV2 tager sygehusets direktion afstand fra, at kirurgerne kom foran i køen.
"Vaccinerne er i første omgang tiltænkt frontpersonale. Det er op til lederne i de enkelte afdelinger at vurdere rækkefølgen internt i afdelingerne. At nogle læger vælger ikke at følge den strategi, tager sygehuset afstand fra," står der i mailen.
Kirurgerne siger selv, at de troede, at det var i orden, at de bookede tid til dem selv, når der var åbent i systemet.
Hvordan det har kunnet lade sig gøre at rykke sig selv frem i køen, har hverken Sundhedsstyrelsen, Region Syddanmark eller Sygehus Sønderjylland kunne komme med svar på.
Tags: corona
