Myndighederne har fundet yderligere tre danskere smittet med den sydafrikanske variant B.1.351.
To af de smittede danskere havde været i Østafrika og blev testet positive for coronavirus, da de kom tilbage til Danmark 15. januar.
Styrelsen for Patientsikkerhed skriver i en pressemeddelelse, at den for alle påviste tilfælde har startet intensiveret smitteopsporing, og at de to personer begge har været i isolation, siden de blev testet positive.
Yderligere én person med relation til de to smittede (samme rejse) er testet positiv, og ud fra et forsigtighedsprincip behandler Styrelsen for Patientsikkerhed dette tilfælde, som om der er tale om påvist smitte med variant B.1.351.
Søndag blev der så påvist B.1.351 hos endnu en person. Det drejer sig om en borger, som er rejst fra Vestafrika til Danmark.
Der er tidligere fundet et enkelt tilfælde af B.1.351 hos en dansker, der havde relation til en rejsende fra Dubai. Det vil sige, at der nu er i alt fire tilfælde.
”Vi skal undgå at disse nye og mere smitsomme virus varianter får tag i Danmark. Derfor er det helt afgørende, at rejsende bliver testet og går i isolation efter indrejse” siger Tyra Grove Krause, konstitueret faglig direktør Statens Serum Institut. ”Lige nu er det utroligt vanskeligt at danne sig et overblik over, i hvilke lande disse varianter er i omløb. Derfor bør rejsende fra alle lande lade sig teste ved indrejse,” siger Tyra Grove Krause.
I forhold til den anden, mere smitsomme variant, B.1.1.7, som først blev fundet i Storbritannien, er der nu påvist 561 tilfælde i Danmark.
I alt 7,4 procent af alle sekventerede prøver i uge 2 er fundet positive for B.1.1.7 i forhold til fire procent af alle positive prøver i uge 1. Andelen af B.1.1.7 tilfælde blandt sekventerede prøver varierer fra ca. to-ti procent i forskellige regioner - højest i Region Sjælland og Syddanmark og lavest i Region Nordjylland.
”Vi ser som forventet stadigvæk en markant stigning i både antal påviste B.1.1.7, men også i den andel, som B.1.1.7 udgør blandt de prøver, hvor vi laver detaljerede variantanalyser. Vi deler løbende vores data med Styrelsen for Patientsikkerhed med henblik på intensiveret smitteopsporing,” tilføjer Tyra Grove Krause.