Almen praksis leverer igen værdifulde data til udvikling af bedre diabetesbehandling
Efter flere års datamørke på store dele af diabetesområdet, ser det nu ud til, at tågen letter. Almen praksis har nemlig genoptaget levering af data efter seks års pause. En pause, der kom naturligt, da Dansk Almen Medicinsk Database blev lukket.
Omtrent 80–90 procent af patienter med type 2-diabetes møder kun sundhedsvæsenet hos deres praktiserende læge.
Data fra almen praksis har derfor stor betydning for det samlede overblik over, hvordan det står til med behandling af diabetespatienter i Danmark, skriver Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) i en pressetekst.
Jo bedre overblik, der er over diabetesbehandlingen på landsplan, des større chance er der for, at den enkelte diabetespatient bliver behandlet rigtigt fra første færd, skriver RKKP.
"Vi står nu med data på 60.000 patienter fra almen praksis, og 83 procent af alle praktiserende læger indberetter til databasen. Det tegner lovende for fremtiden, hvor det vil blive muligt at arbejde med at videreudvikle kvaliteten af diabetesbehandlingen på nationalt plan.
De praktiserende læger har dog allerede nu mulighed for at se deres egne data – og dermed bruge dataene til at skabe forbedringer for deres patienter i deres klinik," siger Jette Kolding Kristensen. Hun er professor ved Center for Forskning i Almen Medicin, Aalborg Universitet, og del af formandsskabet i Dansk Diabetes Database.
