Brystkræftpatienter kan med diabetesvenlig kost nedsætte deres risiko for at dø
Kvinder som spiser en diabetesvenlig kost i tiden efter, at de får stillet en brystkræftdiagnose, har en lavere risiko for at dø af deres kræftsygdom sammenlignet med kvinder, der har andre kostvaner. Det viser data fra forskning.
Data stammer studierne the Nurses’ Health Study (NHS) og the Nurses’ Health Study II (NHSII), der bl.a. har indsamlet data om 8.320 kvinder diagnosticeret med stadie I-III brystkræft i perioderne 1980-2014 (NHS) og 1991-2015 (NHSII). Data viser, at de kvinder, som spiste en diabetesvenlig kost efter, at de fik stillet brystkræftdiagnosen, havde en signifikant lavere brystkræftspecifik dødelighed og samlet dødelighed end kvinder, som havde mindre diabetesvenlige kostvaner.
”Det er et rigtig interessant resultat. Hidtil har vi ikke haft adgang til megen viden om, hvordan kostvaner forebygger tilbagefaldsrisikoen ved brystkræft. Vi har i mange år inddraget sunde kostvaner i vores vejledning af patienterne – nu har jeg endelig nogle konkrete data at hænge rådgivningen op på. Tallene er meget sigende, og jeg forventer, at kostvejledning kommer til at udgøre en stor del af efterforløbet for brystkræft-overlevere,” siger Hanne Melgaard Nielsen, overlæge på Kræftafdelingen ved Aarhus Universitetshospital og formand for fagudvalget vedr. brystkræft under Medicinrådet
Hun overværede præsentationen af resultaterne fra NHS og NHSII på SABCS i december 2020 og fremlagde hovedpointerne fra studiet på Medicinske Tidsskrifters post-SABCS konference i januar 2021.
Lav DRRD-score korreleret til højere mortalitet
I de to studier besvarede kvinderne spørgeskemaer med spørgsmål om kostvaner samt andre variable hvert andet eller fjerde år. Ud fra besvarelserne blev der udregnet en såkaldt ’Diabetes Risk-Reduction Diet’ (DRRD) adhærens score. Scoren var et udtryk for, hvor diabetesvenligt kvinderne spiste. En høj DRRD-score var udtryk for sunde kostvaner, mens en lav score var udtryk for det modsatte. Et højt indtag af kornfibre, kaffe, frugt, nødder bidrog til en høj DRRD-score, mens et højt indtag af transfedtsyre, sukkerholdige drikkevarer og rødt kød bidrog til en lav score. DRRD-scoren tog desuden højde for forholdet mellem flerumættet og mættet fedt samt det glykæmiske indeks i kvindernes kost.
I løbet af en opfølgningsperiode på 16 år efter diagnose så forskerne, at kvinder med den højeste DRRD-score (i øverste femtedel) havde 14 procent lavere risiko for at dø af brystkræft og en 31 procent lavere risiko for at dø i det hele taget i forhold til kvinder, som havde den laveste DRRD-score.
