Computer finder tusindvis af danskere, som sandsynligvis døde med en forkert diagnose
Forskere fra Københavns Universitet har udviklet en computer-algoritme, der kan identificere patienter, som muligvis er fejldiagnosticeret. Forskerne fandt eksempelvis over 2.000 KOL-patienter, som døde meget kort tid efter KOL-diagnosen - sandsynligvis fordi de faktisk havde lungekræft og ikke KOL.
Algoritmen er udviklet på baggrund af data fra flere hundrede tusinde danske KOL-patienter. Ved hjælp af digital sygdomshistorik kan algoritmen registrere sygdomsforløb, som afviger så meget fra normale sygdomsforløb, at der kan være tale om en fejldiagnose.
”Vores nye algoritme kan finde de patienter, der har et så usædvanligt sygdomsforløb, at de måske ikke har den sygdom, de blev diagnosticeret med. Det kan forhåbentlig ende med at blive et støtteværktøj for læger,” siger Isabella Friis Jørgensen, postdoc på Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research.
Forskningen er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift NPJ Digital Medicine.
Forskerne har udviklet algoritmen på baggrund af sygdomsforløb for 284.154 patienter med lungesygdommen KOL fra 1994 og til 2015. Ud fra disse data kom de frem til 69.521 typiske sygdomsforløb.
”I Landspatientregisteret har vi kunne kortlægge, hvad man kan kalde typiske sygdomsforløb. Og hvis der dukker en patient op med et meget usædvanligt sygdomsforløb, så kan det jo være, at de simpelthen har fejlet noget andet. Det kan vores værktøj hjælpe med at opdage,” siger Søren Brunak, professor på Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research.
Forskerne fandt eksempelvis, at 9.597 patienter havde et usædvanligt sygdomsforløb og døde signifikant tidligere end andre KOL-patienter. Ud af de 9.597 patienter identificerede forskerne en undergruppe bestående af 2.185 patienter, som havde laboratorietestværdier og et overlevelsesmønster, som kunne tyde på, at de havde lungekræft. Kun fire procent af dem havde fået en lungefunktionstest, som måske havde kunnet bekræfte KOL-diagnosen.
