Først var det beboerne på landets plejecentre, som fik vaccinationen mod covid-19, og i de her uger er det blevet de hjemmeboende ældre med plejebehov og ældre over 85 år, som står for tur til at få nålen med vaccinen i skulderen. Mens det gik rigtigt godt med at få vaccineret beboerne på plejecentrene, så møder processen omkring vaccinationen af de to målgrupper, som i Sundhedsstyrelsen vaccineplan betegnes som gruppe 2 og 3, stærk kritik.
Hos Ældre Sagen får man dagligt mange henvendelser fra både medlemmer og deres pårørende, som er frustrerede over, hvor svært det kan være at bestille en tid til at blive vaccineret mod covid-19.
“Vi hører nu, at mange af dem uden NemID, som skal booke telefonisk, ringer og ringer og sidder mere eller mindre i telefonen hver dag. De oplever meget lange ventetider,” fortæller Rikke Hamfeldt, der er seniorkonsulent i Ældre Sagen.
“Man skal ind og kigge på hver enkelt dato, og når man har været alle dagene igennem uden at finde en tid, skal man starte forfra på et nyt vaccinationssted. Det er ikke logisk eller intuitivt, og den information, som myndighederne giver på hjemmeside, på telefonsvarere og i breve til borgerne er heller ikke god nok”, siger Rikke Hamfeldt.
En katastrofe
Ældre Sagen oplever, at mange er kede af det og ekstremt nervøse omkring vaccinationen.
“Det betyder rigtigt meget for den her gruppe af ældre mennesker at blive vaccineret, og det stresser dem, når de ikke er hurtigt nok til at få de tider, som der nu engang er. Vi hører også om nogle, der simpelthen opgiver, fordi det er for opslidende”, fortæller Rikke Hamfeldt.
Hun mener ikke, at det er i orden, at man har lagt ansvaret for at blive vaccineret over på så sårbare grupper, som i forvejen er presset af nedlukning og isolation.
“Vi hører om steder, hvor der er ledige vaccinationstider. Når det er tilfældet, så siger det os, at alle ikke er blevet hjulpet godt nok. Det er jo en katastrofe.”.
Et svigt af de ældre borgere
Hos Overlægeforeningen kalder formand Lisbeth Lintz, som selv er geriater (speciallæge i ældresygdomme), det for en ommer.
”Det burde simpelthen ikke være rigtigt, at det er så svært at tilmelde sig vaccination. Hvis myndighederne ikke får rettet fejlen hurtigt, svigter vi de ældre borgere, som lige nu har størst behov for at blive vaccineret mod covid-19”
Hvis det ikke er teknisk muligt at forbedre systemet, må myndighederne ifølge Lisbeth Lintz finde en helt anden løsning.
"Vi kan ikke blive ved med at vaccinere andre grupper end dem, der har allerstørst behov, og som står øverst på prioriteringslisten” siger hun.
Kommunerne skal tage kontakt
Ældre Sagen peger på, at lige netop for målgruppe 2 og målgruppe 3, hvor det hele skal gå stærkt, og hvor der er få vacciner til rådighed ad gangen, burde kommunerne kontakte borgerne i målgruppen og tilbyde dem en vaccinationstid og eventuel transport derhen.
“Kommunerne kender mange af de her borgere. Der er lige kommet en ny bekendtgørelse 1. februar, hvor kommunen kan få besked om, hvilke borgere i gruppe tre, som er indkaldt til vaccination, så de kan følge op. Det gør man nogle steder, men ikke alle steder”, siger Rikke Hamfeldt.
Kritik allerede i januar
Allerede i midten af januar skrev Ældre Sagens administrerende direktør, Bjarne Hastrup, et brev til Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, med en skarp kritik af forløbet omkring vaccination af hjemmeboende ældre med plejebehov, samt en kraftig opfordring til myndighederne om at stramme op.
I sit svar til Ældre Sagen få dage senere, anerkendte Søren Brostrøm udfordringerne.
“Vi anerkender, at bookning af vaccinationstider ikke har fungeret optimalt for alle og hele tiden. Det gælder særligt, når det handler om personer i målgruppe 2, som meget tidligt i udrulningen af indsatsen tilbydes vaccination”, skrev Sundhedsstyrelsens direktør ifølge Jyllands-Posten i brevet.
Endvidere skrev Søren Brostrøm til Ældre Sagen:
“Kort sagt skyldes problemerne, at vi ikke har været gode nok til fuldt ud at informere, og, at de knappe vacciner og ændrede planer for forsyningerne har gjort, at borgere, der er blevet inviteret til vaccination, har stået uden mulighed for at bestille en tid. Eller, at det i hvert fald har krævet tålmodighed og i en del tilfælde også hjælp til det”.
Sundhedsstyrelsen oplyser, at det er regionerne, som har ansvaret for selve bookingsystemet, og styrelsen henviser i øvrigt til, at man flere gange på både pressekonferencer, pressemeddelelser og i Søren Brostrøms svar på Ældre Sagens henvendelse har givet udtryk for, at man er klar over, at der er udfordringer med at få bestilt tid, og at det i høj grad handler om, at leverancerne af vacciner har været ustabil her i starten.
Sundhedspolitisk Tidsskrift har bedt om en kommentar fra Danske Regioner for at høre hvilke planer, de måtte have om at gøre systemet lettere at håndtere og forstå.
Danske Regioner skriver i en mail:
"Det ligger regionerne meget på sinde, at alle – unge som ældre – skal kunne betjene vacciner.dk. Derfor arbejdes der aktuelt på højtryk for at optimere brugervenligheden på siden. Det betyder for eksempel, at borgerne snart kan få vist, hvor og hvornår den næste ledige tid er, og borgerne dermed ikke behøver at klikke sig ind på den enkelte dag for at se ledige tider. Når det er sagt, så er vacciner.dk ikke et helt almindeligt bookingsystem. Der er mange hensyn at tage, så vi for eksempel sikrer, at det er de rigtige borgere, der kan booke tider på hjemmesiden. Ligesom systemet også skal tage hensyn til at tidsrummet for bestilling til vaccine nummer to stemmer overens med anbefalingerne for det."
System brudt sammen i Region Midtjylland
Region Midtjylland modtager så mange opkald, at telefonnummeret, som man kan booke vaccinetid på, er umuligt at komme igennem på. Det skriver Århus Stifttidende torsdag ved middagstid.
Region Midtjylland siger til avisen, at telefonsystemet mere eller mindre er brudt sammen med 40.000 opkald til nummeret onsdag og 20.000 opkald i de tre første åbne timer i dag.
I første omgang er det blevet besluttet at udvide åbningstiden på telefonen, så der kan ringes frem til klokken 17.15.