Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Aarhus Universitetshospital: Rigshospitalet truer vores specialer

Aarhus Universitetshospitals position som højt specialiseret center er under pres, og det er især konkurrence fra Rigshospitalet i København, som udfordrer hospitalet.

Det skriver hospitalsledelsen i et brev til regionsrådspolitikerne i Region Midtjylland. Brevet fremgår som bilag til hospitalsudvalgets møde den 1. marts, hvor Aarhus Universitetshospitals økonomi og aktivitet 2020 er på dagsordenen. Hospitalet har i flere år været hårdt ramt af økonomiske problemer og store sparerunder, men er lykkedes med at få overskud for 2020. Men de mange sparerunder har slidt og måske fået lidt flere medarbejdere til at skæve i retning af hovedstaden.

 

"Aarhus Universitetshospital oplever, at Rigshospitalet blandt andet forsøger at påvirke beslutningstagere til at dagsordenssætte centralisering af højt specialiserede funktioner og ved bevidst rekruttering af specifikke fagfolk, hvorved Aarhus Universitetshospital mister kompetencer, der er nødvendige for at fastholde de højt specialiserede funktioner," skriver hospitalsledelsen.

Ledelsen nævner som et aktuelt eksempel, at Sundhedsstyrelsen i november 2020 tilkendegav, at de ønskede en centralisering af børnekræft. Der var et stærkt politisk engagement i sagen, og beslutningen er nu udsat til et senere tidspunkt. 

Aarhus Universitetshospital har også tidligere sagt, at de var bekymrede for at miste et af flagskibene, hjertetransplantationerne, til Rigshospitalet.

Høje forventninger

Regionsrådet i Region Midtjylland har vedtaget, at Aarhus Universitetshospital skal være et stærkt universitetshospital i international klasse og "regionens fyrtårn for forskning". Men de forventninger frygter ledelsen på hospitalet på sigt kan blive svære at leve op til.

Mister hospitalet højt specialiserede behandlinger, kan det nemlig blive svært at tiltrække de dygtigste medarbejdere, og det kan gå ud over understøttende funktioner. "Der er med andre ord tale om, at det kan brede sig som ringe i vandet til flere funktioner og områder end blot de specifikke funktioner," skriver hospitalsledelsen.

Region Hovedstaden satte i juni 2020 et visionsarbejde i gang for fremtidens Rigshospital, blandt andet med målsætninger om, at Rigshospitalet skulle være internationalt førende inden for behandling og forskning og skulle sikre den højeste faglige ekspertise gennem uddannelse både nationalt og internationalt inden for de højt specialiserede områder.

De visioner får ledelsen i Aarhus til at ryste endnu mere. 

"Aarhus Universitetshospital anerkender Rigshospitalets faglige kompetencer, men ønsker at der arbejdes på videreudvikling og stærke faglige højt specialiserede tilbud til borgerne både i den østlige og den vestlige del af Danmark. Det vil være en fordel og styrke for patienter, specialister, forskning og den faglige udvikling med to fyrtårne på den højt specialiserede patientudredning og -behandling," skriver ledelsen på Aarhus Universitetshospital til politikerne. 

 

Relaterede artikler