Hudprøver fra 3.000 patienter skal gøre forskerne klogere på psoriasis og eksem
En ny biobank med hud- og blodprøver fra 3.000 patienter med hudlidelser som psoriasis og eksem skal nu etableres i Danmark. Biobanken bliver den første af sin slags i verden og skal kaste lys over en række af de mest almindelige hudsygdomme.
Det er Herlev og Gentofte Hospital og LEO Foundation Skin Immunology Research Center ved Københavns Universitet, som etablerer et nyt forskningsprogram, hvori der indgår en biobank med hud- og blodprøver fra 3.000 patienter med hudlidelser som psoriasis og eksem.
Forskere har i mange år haft svært ved at afkode, hvorfor hudsygdomme som psoriasis og eksem rammer nogle personer hårdere end andre, hvorfor nogle patienter udvikler følgesygdomme, og hvorfor nogle ikke reagerer på behandling. Det skal det nye forskningsprogram lave om på ved at give viden om, hvordan hudsygdomme udvikler sig hos patienter over tid. Viden, der er helt nødvendig, for i sidste ende at kunne udvikle nye og skræddersyede behandlinger.
Målet er at indsamle data fra 3.000 patienter med hudsygdomme – og på sigt stille data og viden til rådighed for forskere fra hele verden til gavn for patienter med hudsygdomme.
”Vi følger patienterne løbende over tid, hvilket kommer til at give os helt unikke data og et nyt indblik. Sådan en biobank findes simpelthen ingen andre steder,” siger Charlotte Bonefeld, konstitueret direktør og professor i LEO Foundation Skin Immunology Research Center på Københavns Universitet.
Klinikere og forskere skal arbejde tæt sammen på tværs af hospital og universitet og også have tæt kontakt til patienter via patientforeninger.
