Danmarks fjerde coronavaccine er nok på vej - og den er på et afgørende punkt anderledes end de andre
Det europæiske lægemiddelagentur EMA har modtaget den fjerde ansøgning om en betinget markedsføringstilladelse af en vaccine mod covid-19. Ansøgningen kommer fra virksomheden Johnson & Johnson, og en sandsynlig godkendelse kan komme om få uger.
EMA tog allerede 1. december hul på en evaluering af det omfattende dokumentationsmateriale for Johnson & Johnsons vaccine, et såkaldt rolling review, som led i agenturets nødprocedure. I et rolling review bliver data fra de forskellige faser i udviklingen af vaccinen vurderet efterhånden, som de bliver genereret. Normalt starter vurderingen først, når al data er tilgængeligt.
Danmark kan dermed - hvis vaccinen godkendes - tage den fjerde vaccine mod covid-19 i brug i marts. De tre andre vacciner, som allerede er i brug herhjemme, er vaccinerne fra Pfizer/BioNTech, Moderna og AstraZeneca. EU har aftale om køb af i alt 400 millioner doser af vaccinen.
Johnson & Johnsons vaccine er på et afgørende punkt anderledes end de andre: Man skal kun have én dosis og ikke to. Og så kan man i øvrigt også bare opbevare vaccinen i et almindeligt køleskab.
Vaccinen kan blive gamechanger for pandemien, også i tredjeverdenslande. De kæmpemæssige produktions-, distributions-, opbevarings- og administrationsproblemer, som er forbundet med vaccination og genvaccination med de nuværende vacciner, kan man slippe for.
Resultaterne
Da resultaterne af virksomhedens fase 3-forsøg med 43.783 deltagere kom i januar, var de dog måske lidt skuffende. Vaccinen generelt var 66 procent effektiv. Det er et pænt, men ikke prangende resultatet i forhold til de 94-95 procents effektivitet, som vaccinerne fra Pfizer og Moderna har. Men i forhold til mange andre vacciner mod andre sygdomme er resultatet godt.
Tags: corona, coronavaccine
