Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Brostrøm ændrer kurs - vil ikke centralisere behandlingen af børnekræft

Efter måneder med massiv kritik fra både politikere, læger og forældre til kræftramte børn, ændrer Sundhedsstyrelsen nu kurs og vil ikke længere centralisere behandlingen af børnekræft i Danmark.

I et nyt, kortfattet notat fra i dag, onsdag, fremgår det, at Sundhedsstyrelsen  ikke længere har fokus på at centralisere behandlingen i Danmark.

Dermed ser det ud til, at Aarhus, Odense og Aalborg kan beholde de nuværende børnekræftafdelinger.

I september 2019 nedsatte Sundhedsstyrelsen en arbejdsgruppe, som skulle kortlægge behandlingen for børnekræft i Danmark, og på et møde sidste efterår fortalte Sundhedsstyrelsen så arbejdsgruppen, at den ville komme med et udkast til en konklusion, der hed, at der var brug for en centralisering. Det kom fuldstændig bag på de fleste i arbejdsgruppen, og både læger, regioner og forældre protesterede efterfølgende. 

Regionerne og mange børnefamilier har nemlig været glade for, at der i dag er børnekræftafdelinger på fire universitetshospitaler, for ved børnekræft er der ofte tale om langstrakte forløb, hvor familierne skal på besøg på sygehuset 20-100 gange. Data for de forskellige unversitetshospitaler viser også relativ ens behandlingskvalitet. 

Ønsket om at centralisere børneonkologien kom oprindeligt fra Rigshospitalet og professor i børnekræft, Kjeld Schmiegelow. I et brev til Sundhedsstyrelsen dateret 9. januar 2019 bad han Sundhedsstyrelsen om at undersøge muligheden for en centralisering.

"Den decentrale behandling med flere relativt små enheder kan vanskeliggøre rekruttering af til strækkeligt kompetent personale, udvikling af faget og gennemførelse af den nødvendige forskning på om rådet mhp reduktion af mortalitet og morbiditet for patientgruppen," skrev Kjeld Schmiegelow blandt andet. 

Efter Sundhedsstyrelsen onsdag har udsendt en ny, kortfattet orientering om arbejdet, ser det dog ud til, at centraliseringstanken er død.

"Kommissoriet for det fremtidige arbejde er ændret, så det bliver tydeligt, at fokus ikke er på centralisering. Derimod er fokus på, hvordan kvalitet og samarbejde i børnekræftbehandlingen kan styrkes indenfor den eksisterende organisering med fire centre for børnekræft i Danmark," skriver Sundhedsstyrelsen onsdag.

”Udviklingen inden for børnekræftbehandling går hurtigt, blandt andet udvikles der løbende nye metoder til diagnostik og ny medicin, som er tilpasset den enkelte patient. Vi har fokus på at sikre, at behandlingen af børn med kræft i Danmark fortsat er blandt de bedste i verden, når vi ser 10 – 15 år frem i tiden”, siger Sundhedsstyrelsen direktør Søren Brostrøm. 

Sundhedsstyrelsen stiler mod at afslutte arbejdsgruppens arbejde i løbet af april.  

Onsdagens meddelelse giver ro på for afdelingerne rundt om i landet.

"Det er superfedt. Centraliseringstanken er helt skrevet ud, og der er fokus på nærhed og samarbejde på tværs. Det er jo lige akkurat det, som vi har arbejdet på i Odense, Aalborg og Aarhus," siger den ledende overlæge Marianne Skytte Jakobsen fra OUH til Avisen Danmark.