SSI-direktør: Lige nu har vi ikke kurs mod 870 indlagte i april
Smitteudviklingen ser positiv ud i Danmark lige nu, og de politiske partier presser på for at få genåbnet mere.
Selv om den stærkt smitsomme britiske variant B.1.1.7 nu står bag 80 procent af smittetilfældene herhjemme, har antallet af nye daglige smittede stabiliseret sig på ca. 500. Direktør for Statens Serum Institut, Henrik Ullum, skrev mandag aften på Twitter, at smitteudviklingen i Danmark har "fulgt et af de mere gunstige scenarier, vores modellører regnede på".
"Så lige nu har vi ikke kurs mod 870 indlagte i midt april – også langt til dramatisk udvikling i fx Tjekkiet og Estland," skrev Henrik Ullum på Twitter.
Henrik Ullum peger også på, at den sydafrikanske variant, B.1.351, "har svært ved at komme i omdrejninger i Danmark og måske slet ikke er lige så smitsom som den britiske variant". For 10 dage siden blev der f.eks. blæst alarm i det Københavnske norvestkvarter efter udbrud med den sydafrikanske variant, men en uge efter kunne Styrelsen for Patientsikkerhed så konstatere, at der ikke var fundet flere smittede med den sydafrikanske variant.
Den sydafrikanske variant er frygtet, da den indeholder mutationen E484K, som kan gøre den mere modstandsdygtig over for de eksisterende coronavacciner. Den har også mutationen N501Y, som kunne tyde på, at den er meget smitsom, men hvor smitsom den er, stiller Henrik Ullum altså nu spørgsmålstegn ved. Smitteudviklingen i Sydafrika, hvor varianten stammer fra og er dominerende, har heller ikke været alarmerende - tværtimod. I begyndelsen af januar var der over 20.000 smittede hver dag blandt Sydafrikas 58 millioner indbyggere, men siden er smitten faldet dramatisk til under 1.000 dagligt smittede. Udviklingen kan ikke skyldes vaccinering - kun 0,2 procent af befolkningen har fået første stik.
Tyra Grove Krause, der er konstituteret faglig direktør ved Statens Serum Institut, siger til DR, at restriktioner kan være meget effektive over for den sydafrikanske variant.
"Noget tyder på, at restriktionerne er mere effektive overfor den sydafrikanske variant, der måske ikke er helt så smitsom som B117, så det kan godt være, at den slet ikke har lige så gode betingelser for at spredes i Danmark, nu hvor B117 dominerer," siger Tyra Grove Krause til DR.
Hun peger på erfaringerne i Østrig, hvor man har haft flere udbrud med den sydafrikanske variant. Her tyder noget på, at restriktionerne i højere grad dæmper smittespredningen, end tilfældet er med B.1.1.7.
Politisk flertal for, at elever skal tilbage
Martin Gertsen, som er sundhedsordfører for Venstre, skrev straks efter Henrik Ullums udmelding på Twitter:
"Frygten for de 870 indlagte var selve grundlaget for ikke at kunne genåbne yderligere. Den frygt er tilsyneladende ubegrundet. Så skal der saftsusme åbnes mere af DK, herunder skoler, efter- og højskoler og liberale erhverv. Kan kun gå for langsomt."
Børne- og Undervisningsministeriet skriver på sin hjemmeside, at en yderligere genåbning på skoleområdet ventes at kunne ske omkring 15. marts og igen omkring 6. april, hvis smittesituationen tillader det.
Siden den første genåbning 1. marts har statsminister Mette Frederiksen (Soc.) ført bilaterale drøftelser med Folketingets partier om de videre planer for genåbningen.
Tags: corona
