Steen Werner Hansen smider endnu en kasket
Steen Werner Hansen har forladt stillingen som formand for den regionale lægemiddelkomite i Region Hovedstaden.
I stedet satte vicedirektør på Rigshospitalet, Per Jørgensen, sig i stolen 1. marts.
Steen Werner Hansen er flere gange blevet kritiseret for at sidde i en dobbeltrolle som formand for både den regionale lægemiddelkomite og som formand for Medicinrådet. Som formand for Medicinrådet kan han nemlig være med til at fraråde ibrugtagning af et bestemt lægemiddel, samtidig med, at han som formand for den regionale lægemiddelkomité kan behandle en anmodning fra læge i Region Hovedstaden, som ønsker at bruge lægemidlet alligevel til en konkret patient, som lægen vurderer vil have gavn af behandlingen.
Det er bl.a. sket i behandlingen med lægemidlet Spinraza. Sidste år gav lægemiddelkomiteen f.eks. afslag til 11-årige Benjamin med den meget alvorlige muskelsvindsygdom spinal muskelatrofi, selv om Benjamin efter to års ventetid fik tilkendt behandling med Spinraza af sin læge på Rigshospitalet. Det skete på baggrund af en personlig vurdering i henhold til det 7. princip i Folketingets syv principper for prioritering af dyr sygehusmedicin. Men da afdelinger og/eller hospitaler skal selv betale medicin, som ikke er anbefalet til standardbrug af Medicinrådet, skal man i Region Hovedstaden spørge den regionale lægemiddelkomité om lov til at bruge ikke-anbefalede midler. Og lægemiddelkomiteen med Steen Werner Hansen i spidsen sagde nej, i øvrigt med henvisning til Medicinrådets beslutning.
At Steen Werner Hansen har smidt en af sine kasketter og er ude af den regionale lægemiddelkomite skyldes, at han til april forlader stillingen som lægefaglig vicedirektør på Herlev og Gentofte Hospital.
»Jeg er jo ikke helt ung længere, så jeg synes, at det var på tide at sige stop. Jeg er blevet opfordret af flere fra direktionen til at blive, men jeg har truffet min beslutning. Og det hviler jeg i,« har 68-årige Steen Werner Hansen forklaret til Sundhedspolitisk Tidsskrift om årsagen til sin fratrædelse som lægefaglig direktør.
