Afføring testes for coronavirus på Bornholm
I går begyndte et projekt på Bornholm, hvor man i en måned undersøger, om overvågning af coronavrius i spildevand kan bruges i overvågningen af covid-19 epidemien.
Projektet med spildevandsovervågning på Bornholm foregår i et tæt samarbejde mellem Statens Serum Institut, Bornholms Energi og Forsyning, Bornholms Kommune og selskabet Eurofins. Bornholms Energi og Forsyning udtager daglige spildevandsprøver fra de syv store rensningsanlæg på øen.
Coronavirus, der kan føre til sygdommen covid-19, findes i afføringen hos en del af de smittede personer. Idéen bag spildevandsovervågning er, at man kan få information om smitte i en større befolkningsgruppe, uden at folk bliver testet for, om de er smittede.
Målet med projektet er dels at finde ud af, hvor god en metode spildevandsovervågning er til at finde selv få tilfælde af covid-19 i en befolkningsgruppe. Dels at se på, om forekomsten af påvist coronavirus i spildevand igennem en længere periode passer med forekomsten i befolkningsgruppen. Hvis der sker en stigning i forekomsten af covid-19 på Bornholm, vil vi også se på, om stigningen inden da kan ses i spildevandsovervågningen. Statens Serum Institut vil også undersøge, om specifikke virusvarianter kan påvises i spildevandet.
”Vi glæder os til at komme i gang med projektet. Det er spændende at få undersøgt om – og hvordan - analyser af spildevand kan bruges aktivt i overvågningen af covid-19 epidemien,” siger professor Steen Ethelberg, epidemiolog og seniorforsker ved Statens Serum Institut.
Tags: corona
