Region Syddanmark anbefalede i sidste uge sit sundhedspersonale at anmelde bivirkninger efter covid-19 vaccine som en arbejdsulykke. Men nu har regionen trukket anbefalingen tilbage. Danske Bioanalytikere og FOA undrer sig over tilbagetrækningen. De opfordrer i stedet til, at alle regioner kommer med en klar anbefaling om at anmelde bivirkninger fra vaccinen som arbejdsulykker.
Sundhedspersonale overalt i landet bliver i disse uger vaccineret mod covid-19. I alt har 65 procent af al sundhedspersonale pr. 9. marts fået første stik, og 28 procent har fået andet stik og er færdigvaccinerede.
I takt med at læger, sygeplejersker, bioanalytikere og andet sundhedpersonale er blevet vaccinerede, har man rundt omkring på sygehusene også oplevet konsekvenserne af de bivirkninger, som opstår i forbindelse med vaccinerne. I midten af februar meddelte Region Nordjylland således, at de måtte skrue ned for vaccinationstempoet af de hospitalsansatte, fordi en del oplevede bivirkninger.
Region ønsker ikke at gå enegang
Region Syddanmark besluttede i forrige uge, at bivirkninger fra covid-19-vaccinationer skal registreres som en arbejdsulykke, hvis sundhedspersonalet som en følge af vaccinerne får bivirkninger, så de er nødt til at sygemelde sig i mere end to dage, og/eller hvis de har bivirkninger i mere end en uge efter vaccinationen.
Men den opfordring har regionen nu trukket tilbage.
“Region Syddanmark har tidligere besluttet, at frontpersonalets bivirkninger og gener fra vaccination mod covid-19 skal anmeldes som arbejdsulykke. Den praksis har vi nu valgt at ændre, da vi ikke ønsker at gå enegang. Det er vigtigt, at vi har samme tilgang i regionerne, og derfor er praksis, at frontpersonales bivirkninger fra vaccination mod covid-19 ikke skal anmeldes som arbejdsulykker”, skriver direktør for Koncern HR i Region Syddanmark, Lene Borregaard, i et mailsvar.
Bivirkninger bør anmeldes som en ulykke
Beslutningen om at trække anbefalingen tilbage ærgrer Danske Bioanalytikere.
”Jeg mener klart, at sundhedspersonale, der oplever bivirkninger fra coronavaccinen, skal anmelde det som en arbejdsulykke. Vi har været i kontakt med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der er enige med os i, at bivirkninger fra vaccinen for særlige faggrupper, herunder bioanalytikere og andet sundhedspersonale, kan være omfattet af arbejdsskadeloven, da sundhedspersonale bliver vaccineret i direkte forbindelse med og på grund af deres arbejde”, siger Katja Wienmann Bramm, 1. næstformand hos Danske Bioanalytikere.
Vaccine som en del af arbejdet
Hun peger på, at sundhedspersonale ifølge Sundhedsstyrelsens vaccineplan er særligt kategoriseret (målgruppe 4, red.), og at de derfor bliver vaccineret før mange andre grupper i samfundet.
“Det gør de netop, fordi de er i særlig risiko for smitte, har en samfundskritisk funktion og ligeledes for, at de beskytter patienterne bedst mulig mod risiko for smitte udefra. Sundhedspersonale må derfor siges at modtage vaccinen som en del af deres arbejde, og derfor bør eventuelle bivirkninger fra vaccinen også anmeldes og behandles som en arbejdsulykke,” siger Katja Wienmann Bramm.
Alle regioner bør anbefale anmeldelse
Næstformanden for bioanalytikerne forklarer, at der kan være bioanalytikere eller laboranter, der føler sig nødsaget til eller ligefrem presset til at tage imod vaccinen, fordi deres kritiske arbejdsfunktion kræver det.
“I de tilfælde skal de naturligvis føle sig sikre på, at systemet støtter dem, hvis de skulle være så uheldige at opleve langvarige bivirkninger fra vaccinen. Jeg håber derfor, at Region Syddanmark ændrer holdning igen, og at resten af landets regioner følger med, så der kommer en klar anbefaling om anmeldelse af bivirkninger fra vaccinen, for sundhedspersonale, siger Katja Wienmann Bramm.
Også hos FOA mener man, at regionerne som arbejdsgivere er forpligtet til at anmelde skader og bivirkninger som følge af covid-vaccinen.
”Frontpersonalet tilbydes vaccinen i kraft af deres arbejde. De er derfor efter vores opfattelse omfatter af lov om arbejdsskadeforsikring. Vi ser frem til en vejledning fra centralt hold, som den vi så i foråret, hvor covid-19 blev anerkendt som arbejdsskade,” siger faglig sekretær i FOA, Jens Nielsen.
Dansk Regioner: Ikke tale om en arbejdsskade
Danske Regioner skriver i en mail til Sundhedspolitisk Tidsskrift:
“Vi mener ikke, at der kan være tale om en arbejdsskade, hvis man oplever følgevirkninger af en vaccination mod covid-19, da det ikke er regionerne som arbejdsgiver, der pålægger eller tilbyder vaccination. Vaccination tilbydes af Sundhedsstyrelsen, og det er frivilligt, om man vil tage imod tilbuddet. Dette har vi været i dialog med Region Syddanmark om, eftersom de efterspurgte en melding fra os i Danske Regioner”
FAKTA: så mange er vaccinerede
Indtil videre viser tal fra Statens Serum Instituts seneste vaccineopgørelse udgivet 9. marts, at:
- 74 procent af alle sygeplejersker har fået første stik og 43 procent andet stik
- 80 procent af lægerne har fået første stik og 56 procent er færdigvaccinerede
- 67 procent af bioanalytikerne har fået første stik og 35 procent er færdigvaccinerede
- 67 procent af social- og sundhedsassistenter har fået første stik og 33 procent er færdigvaccinerede
FAKTA: De 12 målgrupper
Sundhedsstyrelsen har inddelt befolkningen i 12 målgrupper. Befolkningen vil overordnet blive tilbudt vaccination i følgende rækkefølge:
- Personer som bor i plejebolig mv.
- Personer med alder ≥ 65 år som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp.
- Personer med alder ≥ 85 år.
- Personale i sundheds-, ældre- og udvalgte dele af socialsektoren med særlig risiko for smitte, eller som varetager en kritisk funktion.
- Udvalgte personer med tilstande og sygdomme, som medfører særligt øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19.
- Udvalgte pårørende til personer med særligt øget risiko for et alvorligt forløb ved COVID-19 eller pårørende, som er en uundværlig omsorgs- eller plejeperson.
- Personer på 80-84 år.
- Personer på 75-79 år.
- Personer på 65-74 år.
- Personer på under 65 år, som har tilstande og sygdomme, som medfører øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19.
- Personale, der varetager øvrige samfundskritiske funktioner.
- Øvrige befolkning, fx segmenteret efter alder.
Tags: corona, coronavaccine