Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Rapport: Danskerne vil stadig gerne lade sig vaccinere imod covid-19

Danskerne vil stadig gerne lade sig vaccinere på trods af tvivlen om vaccinen fra AstraZeneca. En række lande, herunder Danmark, har pauseret vaccinen for at få tid til at undersøge, om den i meget sjældne tilfælde kan forårsage forstyrrelser i kroppens blodstørkningsprces og give blodpropper eller blødninger.  

At danskerne fortsat har tiltro til vaccinerne fremgår af en ny rapport fra HOPE-projektet, hvor forskere på Aarhus Universitet siden coronaepidemiens begyndelse løbende har undersøgt danskerne holdninger og vaner under coronapandemien.

"Danskernes vaccinationsvillighed er uændret høj trods sidste uges udmeldning om, at brugen af AstraZeneca er sat midlertidigt på pause. Selvom man på kort sigt kunne forvente et fald i danskernes vaccinationsvillighed, viser forskning fra HOPE-projektet, at transparent kommunikation om vacciner øger tilliden til sundhedsmyndighederne, også når der åbent erkendes negative forhold ved vaccinerne. Vigtigheden af at fastholde tilliden til sundhedsmyndighederne understreges af forskning fra HOPE-projektet, som viser, at netop tilliden til sundhedsmyndighederne er en af de faktorer, der har størst betydningen for villigheden til at lade sig vaccinere med en corona-vaccine," skriver forskerne i rapporten.

Data fra HOPE-projektet viser, at omkring 87 procent af den danske befolkning i midten af januar 2021 var enten helt eller delvis enige i, at de ville tage imod en vaccine mod covid-19. Andelen af nejsigere var allerede på det tidspunkt faldet betydeligt, efter at vaccinationerne begyndte herhjemme i slutningen af december - 11,2 procent var lidt eller meget modvillige midt i december - i midten af januar var det tal skrumpet til 4,7 procent.

Lige nu er ca. 95 procent positive overfor at få en vaccine - andelen af folk, der ikke vil tage imod en vaccine, og som endnu ikke er vaccinerede, er faldet en anelse efter AstraZeneca-sagen, som det ses af grafikken herunder, der er hentet fra rapporten. Andelen af folk, der vil tage imod en vaccine, og som er tilbudt vaccinen, er til gengæld steget en anelse. 


Danmark satte brugen af vaccinen fra AstraZeneca på pause 11. marts, efter at en vaccineret 60-årig dansk kvinde døde som følge af flere blodpropper. Om disse blodpropper skyldtes vaccinen er endnu for tidligt at sige. 

”Det er vigtigt at understrege, at vi ikke har fravalgt AstraZeneca vaccinen, men at vi sætter den på pause. Der er god dokumentation for, at vaccinen er både sikker og effektiv. Men både vi og Lægemiddelstyrelsen er nødt til at reagere på rapporter om mulige alvorlige bivirkninger, både fra Danmark og andre europæiske lande. Det viser, at overvågningssystemet virker,” sagde Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm i sidste uge.

Det var et dødsfald på et sygehus i Østrig, som 7. marts fik de østrigske myndigheder til først at pausere vaccinen fra en bestemt sending. En 49 år gammel sygeplejer døde af blodpropper halvanden uge efter, at hun blev vaccineret. En 35-årig kollega ved samme sygehus blev også ramt af lungeblodprop efter vaccination fra samme parti, men er i bedring. Estland, Letland, Litauen og Luxembourg suspenderede derefter også brugen af doser fra samme parti. Partiet kaldet ABV5300 indeholder en million doser og er sendt til 17 lande i EU. Siden har bl.a. Danmark, Sverige, Bulgarien, Norge, Island, Tyskland, Holland, Irland, Frankrig, Spanien, Portugal, Italien og Letland indtil videre indstillet vaccinationer med vaccinen fra AstraZeneca. 

I Norge har man oplevet to dødsfald blandet sundhedsarbejdere, som er blevet vaccineret. 

Det europæiske lægemiddelagentur EMA oplyser, at det torsdag holder et ekstraordinært møde om AstraZenecas vaccine mod covid-19, men EMA gentog tirsdag, at fordelene ved AstraZenecas vaccine stadig opvejer risici. Verdenssundhedsorganisationen WHO siger det samme.