Coronasmittede ældre er dårligt beskyttede mod at kunne få sygdommen igen
Forskere på Statens Serum Institut har lavet en analyse af fordelingen af de mere end 10 millioner PCR-test, som blev udført i Danmark sidste år. Beregningerne viser, at 80 procent er beskyttede mod at blive inficeret igen. Blandt de ældre er tallet dog nede på kun 50 procent.
Covid-19 er en ny sygdom, og der er endnu meget, vi ikke ved om den. En af de ting, man indtil nu ikke har haft tilstrækkelig viden om, er, hvor stor en del af befolkningen, der bliver immun efter at have være smittet med covid-19-viruset.
Sidste år blev der udført mere end 10 millioner PCR-test i Danmark. Fire millioner fik lavet mindst én test.
Forskere på Statens Serum Institut (SSI) har nu analyseret, hvor ofte danskere, der blev testet med PCR sidste år, blev testet positive henholdsvis nul, én eller flere gange. Andelen af personer, der tester positive to gange med mindst tre måneders mellemrum, kan man bruge til at udtale sig om graden af beskyttelse mod en ny infektion efter en overstået infektion.
I analysen sammenlignede forskerne dem, der testede positive i første bølge i foråret med anden bølge i efteråret. Analysen viste, at kun få (0,65 procent), af de førstegangspositive blev positive igen i en senere test.
Havde man først ét positivt testresultat, var der cirka fem gange mindre sandsynlighed for, at man blev testet positiv siden hen. Det svarer til, at beskyttelsen mod en senere infektion var på 80,5 procent.
Der var ikke forskel i beskyttelsen mellem mænd og kvinder. Der var heller ikke forskel mellem den første del og den sidste del af tidsperioden sidste år. Det vil sige, der var ikke tegn på, at beskyttelsen begyndte at aftage efter et halvt år.
Tags: corona
