“Fordi vi ikke kan besætte 100 hoveduddannelsesforløb, så synes Danske Regioner, at vi skal underdimensionere med 200. Det giver ingen mening. Jeg hæfter mig ved, at besættelsesgraden for hoveduddannelsesstillingerne i dag er 93 pct. Det er da pænt meget. Og selv den mest optimale struktur løser sjældent lokale udfordringer på særlige specialer eller områder. Der skal noget andet til,” siger hun.
Hun kalder det for en ‘spøjs rekrutteringspolitik’ og ‘en meget mærkelig tankegang’ at lade være med at opslå stillinger af frygt for, at ingen læger så vil søge afdelingen ude vestpå.
“Danske Regioners argumenter er så tyndbenede, at det er lidt løjerligt, at ministeren bare køber dem,” siger Camilla Rathcke.
Sundhedspolitisk Tidsskrift: Er det et spørgsmål om økonomi?
“Jo, det kan godt være. Men nu skal vi lige huske på, at universiteterne uddanner flere læger, fordi alle parter tidligere har erkendt, at der var mangel på læger og speciallæger, og det var der en politisk ambition om at rette op på. Så der bliver jo udklækket flere læger fra universiteterne allerede. Og de skal nok få job i sundhedsvæsenet, uanset om de bliver specialister eller ej. Så selvom det koster lidt mere at uddanne dem til speciallæger, er det ikke ekstra udgifter til løn, der kan bekymre. For den skal de nok få alligevel. Til gengæld vil kvaliteten dale, hvis vi ikke sikrer os, de bliver specialister, og det vil især gå ud over yderområderne,” siger Rathcke.
Manglen måske større end antaget
Den helt store udfordring for Danske Regioner ligger efter hendes vurdering i, at der, hvor uddannelseskapaciteten er størst, er i de store byer med universiteter.
“Danske Regioner er rasende bekymrede for, at speciallægerne både bliver uddannet omkring de store byer og efter afsluttet uddannelse så også ender med at blive ansat dér. Ingen har dog sagt, at alle forløb skal placeres omkring de store byer. Og generelt må man sige, at hvis alle de store sygehuse kan blive ved med at opsluge alle nyudklækkede speciallæger, må det være udtryk for, at der er en ret udtalt mangel. Og så har vi et meget større problem end først antaget,” siger hun.
Efter hendes vurdering glemmer Danske Regioner også, at færdiguddannede speciallæger typisk har ’mere på spil’ karrieremæssigt, når de først er speciallæger, og måske også har større børn og lettere ved at pendle til det helt rigtige job frem for de helt grønne nyuddannede læger, som sandsynligvis hurtigere vil forlade hospitalerne og søge over i det jobs i industrien, hvis ikke der er tilstrækkeligt mange forløb.
“Det er, som om de tror, at det er et nulsumsarbejdsmarked: At hvis nu der bare laves tilstrækkeligt få forløb, så kan lægerne presses ud i de forløb, der er svære at besætte. Og der hopper kæden altså helt af,” siger hun.
Professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg fra VIVE har tidligere sagt, at problemet med lægemanglen vil forsvinde i nær fremtid. At det kun er lige nu, at vi har et problem?
“Estimatet af, hvor mange læger, vi rent faktisk har brug for i Danmark er en diskussion for sig. Om man skal anvende den model, vi gør i dag – Sundhedsstyrelsens udbudsprognose – eller om man måske hellere skulle skele til den model, de anvender i Norge, hvor det er en efterspørgselsprognose baseret på bl.a. demografisk udvikling i befolkningen, trækket på sundhedsydelser og samfundsøkonomi,” siger hun. Hun tilføjer, at der ikke er tale om at øge optaget på universitetet – for det er jo sket. Det, som hun nu mener, at der er behov for, er at sikre selvsamme universitetsuddannede læger et tilstrækkeligt antal forløb, så de også kan blive speciallæger – for det var dét, den politiske ambition gik på, da man øgede optaget på universiteterne, pointerer hun.
“Lad os nu sikre os, at det større antal læger, vi uddanner fra universiteterne, bliver speciallæger og dermed kommer op på det øverste kompetenceniveau i et sundhedsvæsen, som bliver mere og mere avanceret, og som derfor har behov for det nødvendige antal specialister.”
Hvad skal der så ske nu?
“Nu skal vi i første omgang have Sundhedsstyrelsen til at lave en dimensioneringsplan, som i langt højere grad efterlever det behov, der er - bl.a. indenfor psykiatrien, som jo har besat alle deres forløb, men stadig mangler, men også indenfor de øvrige specialer. F.eks. også indenfor almen medicin, hvor der selvfølgelig også er fokus på, at ikke alle stillinger er besat,” siger hun.
Hun opfordrer også Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner til at se nærmere på, hvad det er for områder og hospitaler, der har ubesatte hoveduddannelsesstillinger. For måske er det ikke den fysiske placering, der er noget galt med, men uddannelsesforholdene eller arbejdsmiljøet det pågældende sted.
“Alle læger vil gerne sikre sig den bedst mulige speciallægeuddannelse, og ses det i evalueringerne eller spreder rygtet sig, at kvaliteten af uddannelsen halter et givent sted, så bliver forløb ikke søgt,” siger hun og tilføjer, at der skal et lidt større analysearbejde til end bare at skyde skylden for ubesatte forløb på geografi.
“Vi ved jo, at geografien langt fra altid er en udfordring. Og så vil det også vise sig, at løsningen på lokale og regionale udfordringer med ubesatte forløb ikke er nationale strukturløsninger eller begrænset dimensionering af forløb, men derimod en fokuseret indsats de pågældende steder. Men det kræver selvfølgelig en helt anden og aktiv rekrutterings- og fastholdelsesindsats – som dog er lykkes regionalt en del steder allerede.”
