Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Tegnell stopper som statsepidemiolog i Sverige

Den meget omtalte og kritiserede svenske statsepidemiolog Anders Tegnell stopper i sit job. Det sker allerede fra og med mandag. 

Anders Tegnell bliver i stedet seniorekspert i en ny gruppe, som skal koordinere arbejdet i verdenssundhedsorganisationen WHO, FN-organisationen UNICEF og vaccineorganisationen Gavi. Arbejdet går blandt andet ud på at gøre covid-19-vacciner tilgængelige for alle verdens lande, også fattige lande, som ikke har haft råd til at købe vacciner.

Det betyder, at Anders Tegnell stopper i sit job som svensk statsepidemiolog og afdelingschef i den svenske pendant til Sundhedsstyrelsen, Folkhälsomyndigheten, fra og med 14. marts 2022.

"Jeg har arbejdet med vaccination i 30 år og har altid brændt for internationale spørgsmål. Nu får jeg chancen for at bidrage i dette omfattende, internationale arbejde. Det er fortsat meget vigtigt, at vaccinerne når ud til de lande, som ikke har haft de økonomiske forudsætninger for at købe egne vacciner," siger Anders Tegnell i en pressemeddelelse fra Folkhälsomyndigheten.

Jobskiftet kommer efter omfattende kritik. Senest har en kommission af 15 nordiske eksperter gransket Sveriges håndtering af coronaepidemien, og i dens slutrapport fra slutningen af februar i år kritiseres den svenske regering hårdt for at have lyttet for meget til Tegnell.

Anders Tegnell er uddannet speciallæge i infektionsmedicin og har været været statsepidemiolog siden 1. marts 2013 og arbejdet i Folkhälsomyndigheten siden starten i 2014. Inden da har han bl.a. arbejdet i det svenske sundhedsministerium, WHO og EU-kommissionen.

Fra og med 14. marts kommer Anders Lindblom at have funktionen som statsepidemiolog i Sverige. Anders Lindblom er læge og arbejder i dag i Folkhälsomyndighetens afdeling for infektionskontrol.

 

Relaterede artikler

Tags: corona