Sent tilbagefald af brystkræft har bedre prognose end tidligt tilbagefald
Sent tilbagefald af brystkræft har bedre prognose end tidligt. Det kalder på nye værktøjer, mener Rikke Nørgaard Pedersen, der er førsteforfatter på et studie af tilbagefald hos 3.500 brystkræftpatienter.
Resultatet kommer fra et nyt dansk studie, som for nyligt er udgivet i Journal of Clinical Oncology. Studiet, der er det første af sin slags i denne størrelsesorden, fandt, at der var dårligere prognoser for brystkræftpatienter, der fik tidligt tilbagefald.
“Det var overraskende, at 50 procent af brystkræftpatienter med sent recidiv (tilbagefald, red.) var døde 10 år efter tilbagefald, hvorimod det samme gjaldt for hele 72 procent af patienter med tidligt recidiv 10 år efter,” fortæller Rikke Nørgaard Pedersen, ph.d. ved Aarhus Universitet og førsteforfatter på artiklen.
Sammen med en forskergruppe på Klinisk Epidemiologisk Afdeling på Aarhus Universitet og i samarbejde med Dansk Brystkræft Gruppe og Kræftens Bekæmpelse undersøgte de tilbagefaldsmønstre blandt mere end 3.500 brystkræftpatienter registreret i Dansk Brystkræft Gruppes database. Ved hjælp af denne samt andre registre identificerede de patienter med tidlig og sent tilbagefald.
Lokalt recidiv bedre end fjern recidiv
Forskerne fandt særligt, at der var en markant bedre prognose for sent tilbagefald i forhold til tidligt i de tilfælde, hvor tilbagefaldet var loko-regionalt (uden fjern-metastaser).
“Det kan skyldes, at det hos gruppen med sent, loko-regionalt recidiv er en ny primær brystkræft, der opstår, hvorimod sent fjernrecidiv antages at være tumorceller fra den primære brystkræft, der har spredt sig og begynder at vokse efter en periode med inaktivitet. Ud fra vores data har vi ikke kunne skelne mellem en ny brystkræft i samme bryst som den primære brystkræft og et recidiv i brystet,” forklarer Rikke Nørgaard Pedersen.
Tags: brystkræft
