Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Sundhedsministerium uenig i Rigsrevisionens kritik

Sundheds-og Ældreministeriet udsendte i går en pressemeddelelse, hvor man skriver, at man på en række punkter er markant uenig i Rigsrevisionens begrundelser for at kritisere frasalget af vaccineproduktion i Statens Serum Institut (SSI).

Rigsrevisionen finder, at Sundheds- og Ældreministeriets beslutningsgrundlag, forberedelse og gennemførelse af salget af Statens Serum Instituts vaccineenhed var ’meget utilfredsstillende’.

Rigsrevisionens kritik går på, at ministeriets langsommelige gennemførelse af salget er løbet op i direkte og indirekte udgifter på imellem 1,3 og 1,8 milliarder kroner. Ministeriet belyste f.eks. ikke alternative scenarier som at lukke vaccineproduktionen eller investere yderligere i produktionen, hedder det bl.a. i kritikken.

Det endelige salg til sheik Abdulaziz Hamad Aljomaih gav sølle 15 millioner kroner.

Folketingets Statsrevisorer udtaler på baggrund af Rigsrevisionens beretning også hård kritik af hele forløbet.

"Det er jo nærmest en lærebog i, hvordan man ikke skal sælge et statsligt aktiv," siger formanden for statsrevisorerne, Peder Larsen (SF), til flere medier.

Men ministeriet er på en række punkter altså markant uenig i kritikken, lyder det i pressemeddelelsen.

“Ministeriet kan ikke genkende de tal, som Rigsrevisionen er kommet frem til, og Rigsrevisionen har ikke forholdt sig til ministeriets kritik af beregningen," lyder det blandt andet.

Ministeriet skriver, at fokus i salgsprocessen har været at minimere statens omkostninger til en underskudsgivende virksomhed samt at bevare de 600 arbejdspladser.

"Hermed var det eneste relevante scenarie at forsøge at sælge den underskudsgivende virksomhed. Også en nedlukning, der kunne tage flere år, ville være omkostningstung" skriver ministeriet blandt andet og tilføjer at med til historien hører desuden, at der allerede var gennemført en række fejlslagne investeringer, inden salgsprocessen blev igangsat - og heller ikke eksportstrategien viste sig at holde stik.


Baggrund

  • Rigsrevisionen har revideret salget af SSI’s vaccineproduktion, som Sundheds- og Ældreministeriet har gennemført med bistand fra Finansministeriet.
  • En analyse i 2013 førte frem til beslutningen i 2014 om at igangsætte salgsprocessen.
  • Da det viste sig, at der kunne være en køber til SSI’s vaccineproduktion, blev der i efteråret 2015 indgået en politisk aftale mellem den daværende regering (Venstre), Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre, og
    Det Konservative Folkeparti om salget af SSI’s vaccineproduktion og SSI Diagnostica. Alternativet trak sig senere fra aftalen.

- Kilde: Sundheds- og Ældreministeriet


Fakta om Statens Serum Institut

  • SSI’s hovedopgave er at sikre beredskabet over for smitsomme sygdomme, medfødte lidelser og biologiske trusler.
  • Samtidig er SSI en af landets største forskningsinstitutioner på det sundhedsvidenskabelige område.
  • SSI sikrer også forsyning af bl.a. vacciner, herunder vacciner til børnevaccinationsprogrammet.
  • SSI har cirka 700 ansatte.

- Kilde: Sundheds- og Ældreministeriet

Tags: Rigsrevisionen, Statens Serum Instiut, Sundhedsisteriet