WHO-rapport: Sådan kan Danmark få en røgfri fremtid
Trods regeringens målsætning om en røgfri generation i 2030 ryger hver femte dansker stadig. Og de seneste seks år er andelen af rygere ikke faldet. Ny WHO-rapport giver konkrete anbefalinger til, hvordan Danmark i fremtiden får færre rygere. Ikke mindst blandt børn og unge.
22 pct. af danskerne ryger, heraf 15 procent dagligt. Det er flere end i de andre nordiske lande, og især blandt børn og unge er der stadig mange, der begynder at ryge. Blandt de 16-25-årige er der således 22 pct., der ryger dagligt eller ugentligt
Men nu viser en ny rapport, hvordan Danmark ved hjælp af fem indsatser kan komme nærmere målet om en røgfri fremtid. Bag rapporten står Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens partnerskab Røgfri Fremtid i samarbejde med WHO Europe og det europæiske netværk for tobaksforebyggelse, ENSP.
Rapporten er blevet offentliggjort i dag, torsdag, på konferencen ”How to achieve the tobacco-free vision in Denmark by 2030”, der afholdes i FN-Byen i Københavns Nordhavn. Her bliver hovedresultaterne præsenteret, og internationale oplægsholdere deler deres erfaringer med tobaksforebyggelse.
Rapporten giver fem konkrete anbefalinger til, hvordan Danmark når målet om en røgfri generation, hvor ingen børn og unge begynder at ryge:
- En national handleplan for tobaksforebyggelse
- Højere pris på tobak
- Neutrale tobakspakker uden logo og farve samt tobak under disken, væk fra butikshylderne
- Flere røgfri miljøer omkring børn og unge, fx dagpleje, institutioner og skoler
- Tobaksindustrien skal ikke kunne påvirke sundhedspolitik
"Rapporten kan være en løftestang, der baner vejen for en samlet dansk indsats mod rygning. Ingen politikere ønsker, at børn og unge begynder at ryge. Men modsat mange andre lande har vi i Danmark ikke en samlet national strategi for, hvordan vi undgår det," siger Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse, til Kræftens Bekæmpelses hjemmeside.
