Chok for Danske Patienter: Bevilling er væk i finanslovsforslag
Danske Patienter står til at miste næsten halvdelen af sit årlige budget allerede fra næste år, hvis det nye forslag til en finanslov for 2023 bliver vedtaget. Organisationens bevilling væk, og organisationen håber nu, at det er en fejl.
Danske Patienter blev rystede, da finansminister Nicolai Wammen (soc.) onsdag fremlagde det nye forslag til en finanslov for 2023. For organisationens bevilling på 5,2 millioner kroner er pist væk. Fjernet.
"Vi er rystede. Danske Patienter repræsenterer 104 foreninger og en kæmpe gruppe mennesker i en sårbar situation, og vi løfter en række vigtige samfundsopgaver på vegne af myndighederne. Det er komplet uforståeligt, hvis regeringen ikke længere vil prioritere det arbejde," siger formand for Danske Patienter, Klaus Lunding.
Han finder det specielt uforståeligt på baggrund af, at regeringen har sat høje ambitioner for patienter og pårørendes indflydelse på udviklingen af sundhedsvæsenet – for eksempel i de nye sundhedsklynger, som er en central del af regeringens sundhedsudspil.
Det er alt sammen ambitioner, som Danske Patienter bakker op om og bidrager til hver eneste dag ved at servicere ministerier, regioner og kommuner – men som klinger hult, når man samtidig trækker finansieringen til netop det arbejde i den nye finanslov, mener Klaus Lunding:
"Det er et alvorligt slag mod civilsamfundet som helhed, hvis politikerne bare kan finde på at hive tæppet væk under en samarbejdspart på den måde," siger han til Danske Patienters hjemmeside. Han påpeger, at Danske Patienter fremover vil være den eneste paraplyorganisation, der varetager brugerinteresser inden for handicap-, forbruger-, kultur-, ungdoms- og idrætsområdet, som ikke længere får offentlig støtte.
Tags: finanslovsforslag

