Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Sundhedsøkonom: Nødvendigt, at politikerne løsner deres krav til sundhedsvæsenet

En realisering af regeringens finanslovsforslag kræver, at Folketinget har mod til at give afkald på patientrettigheder, vurderer professor i sundhedsøkonomi, Jes Søgaard. 

Regeringen lægger i sit finanslovsforslag, der blev offentliggjort onsdag, op til at afsætte en reservepulje på henholdsvis 600 mio. og to gange én milliard kroner til sundhedsvæsnet over de næste tre år, men de beløb forslår som en skrædder i helvede. Det vurderer professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Jes Søgaard.

Regeringen lægger op til, at pengene blandt andet skal gå til forbedringer i psykiatrien, men hans faglige kollega, sundhedsøkonom Jakob Kjellberg, har for nylig sammen med fire psykiatere foretaget en beregning, der viser, at der er behov for omkring fire milliarder om året alene til psykiatrien, hvis den skal løftes op på det faglige niveau, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. Og ud over psykiatrien har man også en demografisk udfordring i form af en voksende befolkning og et problem med et stadig større pres for at få stigninger i det, som Jes Søgaard kalder velfærdslønninger. 

“I sundhedsvæsenet vil det primært sige sygeplejerskelønninger, men også nogle af de andre medarbejdergrupper, og det kan gå hen at blive meget dyrt, hvis man skal imødekomme deres ønsker. Selvfølgelig kan man spare lidt på udgifter til frivilligt ekstraarbejde og de andre aftaler og ordninger, men hvis bare sygeplejerskerne alene skal have de 5.000 kroner ekstra om måneden, som de kræver, så taler vi om godt og vel to mia. kroner.  Så hver af de tre faktorer kræver i sig selv væsentligt mere, end den pulje regeringen har sat af,” siger Jes Søgaard.

Udspillet overrasker ham dog ikke, for sundhedsministeren havde varslet, at der ikke ville komme store beløb. 

Jes Søgaard er udover at være sundhedsøkonom også nationaløkonom, og som sådan har han respekt for den finanspolitik, som regeringens finanslovsudspil er udtryk for. 

I øjeblikket trænger udgiftsområder som miljø, klima og forsvaret sig på og øger konkurrencen om skattekronerne, og regeringen ville risikere at sætte gang i en endnu kraftigere inflation, hvis man valgte at pumpe flere penge ud i samfundet. 

Så langt er Jes Søgaard med, men når forholdene nu er sådan, så efterlyser han mod hos politikerne til at få mere ud af de penge, der trods alt sættes af til sundhedsvæsnet. 

“Når politikerne ikke kan sætte penge af, må de stille nogle færre krav til sundheds- og sygehusvæsenet. Man kunne vise megen velvilje ved at tage den type beslutninger,” siger Jes Søgaard. 

Pengene til sundhedsvæsnet er placeret i en såkaldt reserve, som er lagt ud til at skulle forhandles på plads mellem partierne i Folketinget., og hvordan de specifikt skal udmøntes, vil derfor først blive afklaret i løbet af de kommende forhandlinger. Jes Søgaard vurderer ikke, at de manglende midler på sundhedsområdet nødvendigvis behøver at betyde, at der ikke kan udvikles og ske forbedringer, men det kræver politisk mod, siger han. 

“Man kan altid foretage effektiviseringer. I nullerne havde vi, hvad jeg vil kalde reelle effektiviseringer, hvor man investerede i bedre teknologi og organisering, så man kunne få mere sundhed for pengene. Det seneste tiår er effektiveringer gået ud på at sætte farten op på hamsterhjulet. Det har reelt været besparelser, og det kan man ikke blive ved med. Sundhedsvæsenets personale er kørt træt i det,” siger Jes Søgaard.

Konkret nævner han, at man politisk kunne slække på nogle af de patientrettigheder og dokumentationskrav, der belaster sundhedsvæsenet, når der ikke er ressourcer til at understøtte dem. Eksempelvis kunne man på visse områder slække på udredningsretten og behandlingsgarantien, nævner han. 

“Jeg kan godt lide de rettigheder, men de udhuler regionernes og sygehusvæsenets mulighed for planlægning. Det kommer meget til at handle om at sikre sig, at man har kapacitet til det elektive, og noget af det kunne man måske godt lade vente tre måneder i stedet for en måned. Politikerne tager sig til hovedet, når jeg siger det, for nu har vi vænnet os til den ret, men det koster sundhedsvæsenet meget, at man hele tiden skal have kapacitet, der gør, at vi kan leve op til udredningsretten og behandlingsgarantien,” siger Jes Søgaard. 

Behandlingsgarantien betyder blandt andet ekstraudgifter til hospitalerne, når de ikke kan tilbyde behandling i tide og må sende patienter videre til behandling i den private sektor. Denne trafik undergraver også bemandingen på hospitalerne, fordi privathospitalerne trækker på det samme personale og kan tilbyde bedre lønninger, så af flere grunde er disse garantier oplagte håndtag for politikerne at skrue på. 

“Hvis man ikke har pengene, og det har politikerne ikke, så må de lempe på nogle andre krav, ellers hænger det simpelthen ikke sammen. Jeg vil ikke kalde udredningsretten og behandlingsgarantien for luksusrettigheder, for et eller andet sted bør hurtig udredning og behandling være en ret i et samfund, hvor man betaler så meget i skat, men jeg har svært ved at se, hvordan det skal hænge sammen,” siger Jes Søgaard. 

 

Relaterede artikler

Tags: finanslovsforslag