Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Organisationer bekymrede over stramt finanslovs-forslag

Regeringen har netop fremlagt sit finanslovsforslag for 2023. Her foreslår finansminister Nicolai Wammen (Soc.), at Folketinget skal bruge midlerne fra den såkaldte forhandlingsreserve på cirka 600 millioner kroner på sundhed, herunder psykiatri og ældre.

Forhandlingsreserven er en pulje med penge, hvor partierne kan komme med deres særlige ønsker til finansloven. Men regeringen foreslår altså, at reserven næste år er målrettet sundhedsområdet, herunder psykiatrien og ældre.

Sidste år havde regeringen i sit udspil afsat 1,2 milliarder kroner til forhandlingsreserven, men Nicolai Wammen har varslet en meget stram finanslov i år på grund af den stærkt stigende inflation.

Ifølge en overslagsberegning, som Dansk Psykiatrisk Selskab med forperson Merete Nordentoft i spidsen og professor i sundhedsøkonomi ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive, Jakob Kjellberg, har foretaget, så er der brug for 4,5 milliarder til permanente driftsudgifter samt engangsbevillinger på i alt 3,5 milliarder til anlægsudgifter, hvis man vil foretage de nødvendige investeringer i psykiatrien.

Forbundsformand i FOA, Mona Striib, mener da heller ikke, at pengene ikke forslår.  

”Regeringen lægger op til en meget stram finanslov. Man afsætter en meget lille reserve til at løfte nogle ekstremt store og nødlidende områder, nemlig ældreområdet, sundhed og vores psykiatri. Hvis ambitionen er at løfte områderne og sikre attraktive løn- og arbejdsvilkår, så vi kan tiltrække medarbejdere til for eksempel ældre- og sundhedsområdet, så er sandheden, at det ikke forslår. Derfor er jeg ærligt talt bekymret for vores velfærd i de kommende år, hvor vi står i en situation, hvor bl.a. rekrutteringsudfordringer forværres,” siger Mona Striib.  

Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, ser også et problem i, at pengene i forhandlingsreserven ikke er øremærket psykiatrien - et område, hvor der i øjeblikket forhandles intenst om en 10-års plan.

”Det er positivt, at regeringen ser behovet for at løfte psykiatrien, men indtil videre er midlerne fra forhandlingsreserven ikke øremærket psykiatrien. Det er afgørende, at det sker. Nu skal det være psykiatriens tur,” siger Camilla Rathcke i en kommentar.

“Ideelt set skulle hele det pressede sundhedsvæsen løftes, men meldingen fra regeringen er, at riget fattes penge. Psykiatrien er nødlidende og har været det i så mange år, at i denne situation bør størstedelen af midlerne i forhandlingsreserven prioriteres til psykiatrien,” siger hun.

Lægeforeningen har peget på et behov for omtrent 450 millioner kroner til psykiatrien i 2023, som skal følges op at yderligere investeringer i løbet af de næste ti år for at løfte den nødlidende psykiatri. Flere organisationer og eksperter har peget på behov for et løft af psykiatriområdet, så vi om 10 år kommer op på en øget investering på i hvert fald fire til fem milliarder kroner årligt.

”Når den længe ventede ti års-plan for psykiatri forhåbentlig lander, skal den kunne få ordentlig luft under vingerne fra dag ét. Så jeg vil opfordre regeringen og Folketinget til at sætte de nødvendige midler af. Nu skal det være psykiatriens tur,” siger Camilla Rathcke. 

Hun peger desuden på, at når midlerne til sundhed generelt er så få, bør politikerne melde klart ud om hvad befolkningen fremover kan forvente, at sundhedsvæsenet leverer.

”De udfordringer, sundhedsvæsenet har nu, har en langsigtet horisont. Vi vil insistere på, at politikerne ærligt forventningsafstemmer med befolkningen, og vi kommer til at være meget konkrete i forhold til at afkræve politikerne svar på, hvordan de vil håndtere den svære, men nødvendige prioritering, der skal sikre, at de knappe ressourcer bliver brugt bedst ” siger Lægeforeningens formand.

Covid-19-håndteringen er også med i dette års finanslovsudspil, men dog på et noget lavere niveau end i de foregående år. Denne gang ønsker regeringen at sætte 1,3 milliarder kroner af til covid-19-håndtering i 2023, hvor beløbet i udspillet sidste år lå på fire milliarder kroner.

Det er langt fra sikkert, at finansloven når at blive forhandlet færdig inden næste folketingsvalg, da De Radikale har sagt, at de vil stemme for et mistillidsvotum mod regeringen, hvis ikke statsminister Mette Frederiksen (Soc) udskriver valg senest 4. oktober ved Folketingets åbning.

 

Relaterede artikler

Tags: finanslovsforslag