Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Masse-vaccination i efteråret bliver med variant-opdaterede vacciner

Det bliver Omicron-opdaterede vacciner, som danskere over 50 år bliver tilbudt i efteråret. 

Det kom frem på et pressemøde i dag, indkaldt af sundhedsminister Magnus Heunicke (Soc).

Derudover anbefaler Sundhedsstyrelsen også, at gravide, personale på sundheds- og ældreområdet og udvalgte dele af socialområdet, og som har tæt kontakt til borgere og patienter i øget risiko, samt pårørende til personer i særlig øget risiko bliver booster-vaccineret mod covid-19.

Danmark får allerede fra næste uge 1,2 millioner doser af de Omicron-opdaterede vacciner. I ugen efter kommer der 1,4 millioner. Og i alt får Danmark 4,5 millioner doser i september, fortalte Magnus Heunicke på pressemødet.

Fra 15. september kan alle plejehjemsbeboere blive vaccineret, og det forventes at vare ca. 14 dage. Og fra 1. oktober kan alle over 50 år blive vaccineret, hvis de ønsker det. Invitationen kommer i e-boks.

Indstillet til godkendelse

De Omicron-opdaterede vacciner fra hhv. Moderna og Pfizer/BioNTech er netop blevet indstillet til godkendelse af det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA). De kliniske studier, der ligger til grund for godkendelsen, viser, at de bivalente vacciner, når de benyttes til booster-vaccination, giver et bedre og bredere immunrespons end de originale vacciner, fordi kroppens immunforsvar bliver boostet til både at genkende den oprindelig virusvariant og nu også Omikron-varianten BA.1 - den variant, som var dominerende sidste vinter. Derfor bliver der dannet flere typer af antistoffer, som beskytter imod flere varianter samtidigt.

Det er dog ikke BA.1, som er dominerende herhjemme nu. Det er BA.5. Men vaccinen beskytter også mod sygdom og død i forhold til den. Hverken direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, eller faglig direktør hos Statens Serum Institut, Tyra Grove Krause, der også var til stede på pressemødet, kunne garantere, at der ikke kommer nye og farligere varianter til vinter. Men lige nu er der ingen variant-alarmer, understregede Tyra Krause.

"Vi regner med, at BA.5 bliver dominerende i vinter, og den ligner BA.1," sagde Søren Brostrøm. "Den er måske endda en lille smule mindre sygdomsfremkaldende end BA.1. Den giver typisk hoste, snot, halsbetændelse, muskelsmerter og hovedpine, men vi ser ikke så tit, at folk får lungebetændelse. De folk, der er i højest risiko for at blive meget syge, er folk over 60-65 år, men af forsigtighedshensyn tilbyder vi vaccinen til alle over 50 år," sagde han.

"Også gravide og deres ufødte børn er i særlig risiko. Også frontpersonale, der har tæt kontakt med syge og ældre, tilbydes vaccine for at beskytte de sårbare, selv om vaccinerne ikke i høj grad beskytter mod smitte, men måske kan gøre det lidt. Af forsigtighedshensyn gør vi det," sagde han.

Han understreger, at formålet med vaccinationsindsatsen er at tage brodden af sygdomsbyrden herhjemme, ikke at bryde smittekæder. Han forventer en vaccinationsgrad på 90-95 procent blandt folk over 65 år. 

Søren Brostrøm fortæller, at Sundhedsstyrelsen denne vinter også har stærkt fokus på influenza-vaccination, som tilbydes sårbare og folk over 65 år og børn i alderen 2-6 år. Det forventes nemlig meget influenza som følge af, at der sandsynligvis ikke bliver nedlukninger.

Faldende smittetal

Antallet af konstaterede smittede er lige nu faldende herhjemme. Der er også færre indlæggelser, og spildevandsovervågningen, der tegner et mere aktuelt billede, viser, at det går den rigtige vej. Frygten er imidlertid, at smitten vil stige i de kommende kolde efterårs- og vintermåneder.

"Strategien er dog, at vi har et helt åbent samfund i vinter," sagde Magnus Heunicke.

Ud over at ændre den komponent i vaccinen, som er målrettet specifikke virus-varianter, har de variantopdaterede vacciner præcis samme sammensætning som de oprindelige covid-19-vacciner. Der er derfor heller ingen ændringer forhold til sikkerheds- og bivirkningsprofilen, da man kan forvente de samme typer af mulige bivirkninger, som er kendt i forvejen, og som er beskrevet i vaccinernes produktinformation.

De opdaterede vacciner er beregnet på personer fra 12 år og ældre, der i forvejen som minimum har fået den primære grundvaccination (de to første stik). 

Udvalgte personer under 50 år, som har særlig risiko for alvorligt forløb af covid-19, vil også kunne få en booster-vaccination ud fra en individuel vurdering.

Stadig ikke Paxlovid

Allerede 27. januar i år blev lægemidlet Paxlovid godkendt af de europæiske lægemiddelmyndigheder, hvilket skulle have været godt nyt for bl.a. de udsatte danske grupper, som måtte pådrage sig covid-19. Da Paxlovid kom på markedet i november 2021, blev den nemlig udråbt som en gamechanger, der kunne reducere hospitalsindlæggelse eller død med hele 89 procent. Midlet skulle gives inden for tre dage efter starten af ​​symptomer, og det var en behandling, der skulle fokusere på de udsatte grupper. 

Men tabletten er her i september stadig ikke kommet ud til de danske patienter. Problemet har været, at indkøbsprocessen, som de danske myndigheder i dette tilfælde har overladt til EU, er gået i stå.

"Det er ikke fair af mig at sige, at EU ikke er gode til at forhandle, for de har forhandlet vaccinerne. Men det er i høj grad utilfredsstillende, at medicinen ikke er kommet. Og i Danmark er vi parate til at skulle købe medicinen selv, hvis vi ikke kan få det via EU," sagde Magnus Heunicke på pressemødet.

 

 

 

Hvem bliver tilbudt vaccination?

Covid-19 

  • Alle på 50 år og derover
  • Personer under 50 år i øget risiko for et alvorligt forløb
  • Personale i sundheds- og plejesektoren samt dele af socialområdet med tæt kontakt til patienter i øget risiko
  • Pårørende til personer i særlig øget risiko
  • Gravide

 

Influenza

  • Alle på 65 år og derover
  • Gravide i 2. og 3. trimester
  • Børn på 2-6 år
  • Personer med visse kroniske sygdomme. 
  • Sundheds- og plejepersonale

 

Pneumokok (tilbydes hvert 6. år) 

  • Personer over 65 år 
  • Personer med særlige kroniske sygdomme 
  • Svejsere