
På et lukket møde kædede Rigshospitalets ledelse ifølge fem udvalgsmedlemmer fyringerne sammen med manglende protokollering og utilstrækkelig information til patienterne om alternativer til operation. Hospitalet afviser nu en direkte kobling. Foto: Ole Bo Jensen, Imagebureauet
Medie: Rigshospitalet afviser direkte kobling mellem fyringer og eksperimentel kirurgi
Flere regionspolitikere har fortalt, at Rigshospitalets ledelse på et lukket møde begrundede fyringen af tre overlæger med, at reglerne for eksperimentel kirurgi ikke var fulgt. Hospitalet afviser nu en direkte sammenhæng mellem fyringerne og de omstridte indgreb.
Det skriver Sundhedsmonitor, som har bedt Rigshospitalet forklare, hvad ledelsen har fortalt medarbejderne efter det lukkede møde i Region Hovedstadens forretningsudvalg 26. oktober.
Efter mødet fortalte fem udvalgsmedlemmer anonymt til Politiken, at hospitalsledelsen havde angivet brud på reglerne som årsag til afskedigelserne. Ifølge politikernes gengivelse havde de tre overlæger tilsidesat patienternes rettigheder, undladt at følge retningslinjerne for protokollering og undladt at orientere patienterne om alternativer til operation.
Rigshospitalet har indtil nu hverken be- eller afkræftet disse oplysninger i offentligheden. Sundhedspolitisk Tidsskrift har også forgæves forsøgt at få en kommentar, men svaret har været: "Vi kan ikke kommentere på personalesager eller det fortrolige møde i forretningsudvalget."
Men nu vil hospitalet pludselig sige noget.
"Vi kan afvise, at der er en direkte kobling mellem fratrædelsesaftalerne og de forhold omkring protokollering og eksperimentel kirurgi, som forretningsudvalget har besluttet at undersøge," skriver Rigshospitalet i et svar til Sundhedsmonitor.
De tre overlæger arbejdede på Afdeling for Transplantation og Sygdomme i Fordøjelsessystemet. Sammen med to kolleger havde de advaret ledelsen om, at den pressede bemanding efter deres vurdering satte patientsikkerheden på spil. Rigshospitalet hjemsendte de tre 8. oktober. Den 22. oktober kom det frem, at hospitalet havde indgået fratrædelsesaftaler med dem efter forhandlinger med Overlægeforeningen.
