
Som praktiserende læge har Holger Kjær oplevet, at debatten om overgangsalder på sociale medier har resulteret i, at mændene nu dukker op i hans klinik med spørgsmål, som kan vanskelige at svare på.
Flere mænd henvender sig om overgangsalder
Der er et stigende fokus på kvinders menopause, og nu er spørgsmål om mænd og overgangsalderen også ved at blive hverdag hos de praktiserende læger. Men kommer mænd overhovedet i overgangsalderen – og hvordan skal de i givet fald behandles? Medicinske Tidsskrifter har talt med en androlog og en praktiserende læge.
”Inden for de sidste par år har vi oplevet mange spørgsmål her i klinikken om den mandlige overgangsalder. Før i tiden var det stort set aldrig en problematik, som vi mødte,” siger Holger Kjær, der er praktiserende læge hos Familielægerne Horsens.
Holger Kjær mener dog ikke, at man kan tale om, at mænd har en egentlig hormonel overgangsalder ligesom kvinder, hvor hormonproduktionen falder drastisk i løbet af et par år.
”Men hvis man ser på overgangsalder i mere bred forstand, mener jeg godt, at man kan tale om en overgangsalder, når man er midt i livet. Der kan være mange ting på spil, når man kommer op i 50-erne og 60-erne. Det kan være forårsaget af hormoner i nogle tilfælde, men også af rigtig mange andre ting – for eksempel psykosociale faktorer,” siger han.
Uspecifikke symptomer
Holger Kjær fortæller, at de ældre mandlige patienter i hans klinik typisk kommer med seksuelle problemer, træthed, muskelsmerter og stresslignende symptomer.
”Jeg håndterer det ved at tage de mandlige patienter ind til en konsultation og prøve at finde ud af, hvad der sker i patientens liv lige nu. Rigtig mange af symptomerne er uspecifikke almensymptomer, som kan have mange årsager. Derfor tager jeg ikke umiddelbart en prøve for at måle testosteron-niveauet,” siger han og tilføjer:
